København vil i dag vågne op til kunst i byens gader. På fem centralt beliggende butiksfacader i Indre København udstiller kunstneren Simone Aaberg Kærn værket `Byen Vågner – Utopia’, der vil bringe drømme ind i byens gader. Udstillingen opsættes i et samarbejde mellem kunstneren og ejendoms- og servicevirksomheden, Jeudan.
Hun er kunstner, pilot og blandt andet kendt som meddommer i DR-programmet Danmarks bedste portrætmaler. Simone Aaberg Kærn skaber kunst med kant, og fra i dag kan Simones værk ‘Byen Vågner – Utopia’ opleves på fem centralt beliggende butiksfacader i Indre København. Værket drømmer en fremtid i København frem med håb og er fremført i samarbejde med Jeudan, der vil skabe oplevelser på byens butikslokaler:
”Lysene i butiksvinduerne og livet indenfor og udenfor på gader og stræder er noget af det, mange af os holder særligt meget af ved København. Med værket ’Utopia’ viser Simone en fremtidsvision for København med en insisteren på optimisme og håb. Selvom en utopi som bekendt ikke kan realiseres, så ønsker vi os med værket på vores ledige butikslokaler at gøre plads til at drømme – og at se muligheder – også i tider, hvor flere butiksvinduer ligger mørke hen. Simone Aaberg Kærn er Jeudans artist-in-residence, og vi er stolte af at kunne præsentere dette flotte værk på vores butiksfacader, der samtidig bringer mulighed for nye opdagelser ind i Københavns gader til glæde for beboere og besøgende,” siger HR-, marketing- og kommunikationsdirektør i Jeudan, Line Gadegaard Rasmussen.
Værket ‘Byen Vågner – Utopia’ har Simone Aaberg Kærn tegnet fra tårnene i en af Jeudans ejendomme på Søtorvet med udsigt over København. Værket drømmer et København frem omfavnet af vand under et stort himmelrum, hvor Simone anvender flyvning uden mål og funktion som et symbol på ånd, håb og frihed:
”Når byen vågner, ser vi utopia reflekteret i byens vinduer. Med værket vil jeg undersøge en længsel efter en fremtid og en spejling af byen som et landskab i forandring befolket af de unge elskende, de svømmende, de sejlende og aviaterne – de flyvende. Jeg synes, at det er utrolig vigtigt også at have nutidskunst i byrummet, som kan starte samtaler mellem mennesker, lave møder og invitere til diskussioner. Og det har jeg forsøgt med ’Byen Vågner- Utopia’. Her kan folk prøve at finde elementer og starte snakke om, hvilken fremtid de ønsker for dem selv og byen,” siger Simone Aaberg Kærn.
Simone Aaberg Kærn har desuden i værket anvendt en række kunstværker af sine kunstnerkollegaer. Her findes blandt andet værker af Sonja Ferlov Mancoba, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Sophie Dupont, Suzette Gemzøe, Theo Jansen, Jeanette Ehlers, La Vaughn Belle, Molly Haslund, Gunhild Aaberg, Sandro Massai og Dorte Mandrup.
’Byen Vågner – Utopia’ kan opleves på følgende fem butiksfacader i København i løbet af februar: Kronprinsensgade 11, Kronprinsensgade 16, Antonigade 7, Palægade 4-6 og Pilestræde 28.
Om Simone Aaberg Kærn
- Simone Aaberg Kærn er en billedkunstner som arbejder konceptuelt og konkret med de poetiske, magt og geopolitiske kontraster i luftrummet. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1998 og har studeret på Goldsmiths College of Fine Art i London fra 1995-97.
- For at udføre sin kunst har hun taget PPL flycertifikat i England 1996 og har desuden uddannet sig indenfor luftakrobatik i USA og aircombat i Sverige. Hun fløj en lille flyver til Afghanistan i 2002-2003 som led i en kunstperformance. I 2010 fik Simone Aaberg Kærn som den første kvindelige kunstner i Danmark til opgave at male det officielle statsministerportræt af Anders Fogh Rasmussen til Folketinget.
- Simone Aaberg Kærn udfordrer visionen om eventyr, frihed på tværs af grænser og traditioner i sine projekter ofte holdt op imod verdenens kurs mod klimakollaps og geopolitisk uretfærdighed. I sin grænsesøgende praksis kommer Kærn tæt på emner som køn, krig, politik, identitet og fællesskab, der behandles i til tider provokerende værker. Tilsvarende udbreder Simone Aaberg Kærn fortællinger, der foregår i luftrum, der kan være underlagt krig, politik og prestige, men også i et ubegrænset himmelrum, hvor de største drømme kan udfolde sig og i Simone Aaberg Kærns aerofeministiske værker diskuterer begreber som frihed, lighed og søsterskab.
- Simone Aaberg Kærn er artist-in-residence hos Jeudan.
Om Jeudan
- Jeudan er Danmarks største børsnoteret ejendoms- og servicevirksomhed bygget på et solidt fundament af respekt, ordentlighed og kærlighed til København. Hvert år investerer Jeudan et trecifret millionbeløb i at vedligeholde, istandsætte og forbedre vores mere end 200 ejendomme – hvoraf mange er helt eller delvist fredede eller bevaringsværdige.
- Jeudan arbejder også målrettet for at gøre København til en endnu mere attraktiv hovedstad, til glæde for både borgerne og byens besøgende fx med aktiviteter, der er med til at skabe liv, rum og oplevelser.
- Jeudan står blandt andet bag TorvehallerneKBH ved Israels Plads og Ofelia Plads ved Skuespilhuset i tæt samarbejde med Det Kongelige Teater, hvor der bl.a. har været en stor EM fanzone og hvert år er flere kulturelle og musikalske arrangementer. Jeudan har desuden været en del af åbningen af ENIGMA – Museum for Post, Tele og Kommunikation på Østerbro og den endelige etablering af Sankt Annæ Plads i Frederiksstaden.