Foråret er tiden til, at alle køkkenhaveentusiaster skal i gang med priklinger, udplantninger og planen for årets høst. Du kan nå det endnu. Haveekspert guider til succes med køkkenhaven.
Man høster som man sår. Det er sund logik, som de fleste danskere kender til. Og vil man høste kartofler, agurker og ærter senere på året, så er det nu, ærmerne skal rulles op og der skal jord under neglene.
Maj måned er tiden, hvor temperaturen skifter og den sidste nattefrost har forladt landet. Det betyder, at det er nu der skal sås og plantes ud i køkkenhaven med mindst mulig risiko for at arbejde forgæves. Pladsmangel, snegle og manglende overblik kan dog alt sammen gøre fornøjelsen en tand mere udfordrende end nødvendigt. Det fortæller tidligere adjunkt ved Aalborg Universitet og haveekspert ved havevirksomheden Land, Anne Holst:
– Jeg tror alle kender ærgrelsen over at have spildt foråret i haven med plantearbejde, når så alle afgrøderne bliver spist af dræbersnegle eller gror til i et rod hen over sommerferien, når høstsæsonen nærmer sig. Heldigvis er der nogle ret lette greb at ty til, som kan sikre høsten og samtidig skabe et rigtig godt overblik i haven.
Højbede skaber overblik
Om det er en stor have eller en smal altan, så kan højbede være en afgørende hjælp til at få afgrænset ens minimarker og gøre det overskueligt at lede og fordele arbejdet i køkkenhaven.
– Den største udfordring ved at gå i haven eller starte et bed er for mange havenovicer, hvor overvældende det kan være. Derfor er inddelingen af haven i mindre bede en rigtig god løsning, hvor du selv kan organisere dine planter, men også lave separate bede til ungerne, som de kan tage ejerskab på, siger Anne Holst og fortsætter:
– Og så er det okay at nøjes med at fokusere på eksempelvis køkkenhaven, hvis det er den du brænder for, og så lade resten af haven gro lidt til. En vild have er jo også utroligt charmerende og god for biodiversiteten.
Det skal du plante i maj
Inden køkkenhaven kan startes op, så er der nogle gode råd, som kan afgøre forskellen mellem succes eller fiasko til høstsæsonen. Anne Holst har arbejdet i haven hele sit liv og giver sine tre bedste tips til den nye køkkenhaveentusiast.
1. Skab overblik. Bede er med til at afgrænse området og gøre opgaven overskuelig. Start med den størrelse, som du selv mener er realistisk at vedligeholde. Afgrænsningen kan bare være en lille stensætning, men eksempelvis højbede har desuden den fordel, at der let kan monteres sneglehegn, så planterne kan være i fred.
2. Snyd gerne. Når oasen er skabt og bedene står klar, så er det nu, der skal plantes ud. Og har du ikke haft tid til at forspire og prikle, så har rigtig mange planteskoler, men også supermarkeder, allerede færdige nytteplanter klar, som uden den store indsats kan plantes ud i bedene.
3. Vælg de rigtige planter. Både gulerødder og ærter er gode planter at starte med, da de er lette at dyrke. Desuden er det heller ikke for sent at komme i gang med kartoflerne. Planter som tomater og agurker er også gode. De kræver god varme og vil gerne plantes ud i drivhus, men klarer sig også fint på friland fra starten af juni.