Skaden er sket – og det bliver ikke venstrefløjen, der kan rette op på den


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Vi står med et MEGA problem og har ikke tid til at vente på venstrefløjens fodslæbende erkendelse af omfanget. De borgerlige må træde i karakter!

”Venstrefløjen ødelægger alt, hvad den kommer i berøring med!”

Påstanden kommer fra den amerikanske radiovært, forfatter, kommentator og stifter af internetfænomenet, PragerU, Dennis Prager, der modtager Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris d. 5. november på Christiansborg.

Og manden har ret. Han er selv konservativ, ”at det gør noget”, og for en dansk borgerlig er det befriende at opleve en på én og samme tid så bramfri, artikuleret og distinkt konservativ stemme som hans.

Det indledende citat stod bøjet i neon under læsningen af Pierre Collignons artikel (Berlingske d. 22. oktober 2022) om den franske gymnasielærer, Didier Lemaire, som havde måttet kaste håndklædet i ringen og forlade sin stilling i Trappes efter at have adresseret de helt åbenlyse problemer med islamiseringen af byen og af de øvrige parisiske forstæder og skoler.

Ligesom den franske lærer, Samuel Paty (der d. 16. oktober 2020 blev halshugget af en tjetjensk islamist) ikke havde nydt nævneværdig opbakning blandt sine kolleger i kølvandet på den digitale fatwa han modtog efter at have vist et par af Charlie Hebdos satiretegninger i sin undervisning, var der heller ikke opbakning til Didier Lemaire fra den socialistiske borgmester i Trappes, Ali Rabeh og fra de øvrige politikere på den franske venstrefløj. Fra førstnævnte blev Lemaire beskyldt for at være ”lystløgner” og for at overdrive den islamistiske trussel – borgmesteren satte trumf på ved at gå ind på gymnasiet og dele løbesedler ud, hvor han gav de krænkede muslimske elever sin fulde støtte – og fra sidstnævnte kom de sædvanlige beskyldninger om at gå den ekstreme højrefløjs racistiske ærinde. 

LÆS OGSÅ:  Prager University vs. YouTube

Et par dage senere (d. 24. oktober 2022) fulgte Christian Foldager op i samme avis med en lignende historie om to danske gymnasielærere, Søren Lehmann og Peter Windfeldt, der tidligere var ansat på Københavns Åbne Gymnasium (KÅG). I artiklen berettede de om en fuldstændig uacceptabel opførsel fra samt manglende undervisningsparathed hos en stor del af eleverne med anden etnisk herkomst: unge, der grundet deres manglende faglige forudsætninger aldrig skulle have sat deres ben på et gymnasium og som – nu hvor de var der – burde smides ud ikke mindst pga. deres intimiderende og truende adfærd og for at skabe total ragnarok i timerne.   Især de kvindelige lærere blev ofte bragt på sammenbruddets rand, men ligesom andre undervisere, bl.a. folkeskolelæreren Jannie Bøgh, der gæstede Trykkefrihedsselskabet d. 7. november 2021, som har oplevet trusler – i Bøghs tilfælde efter at have undervist i de 12 Muhammedtegninger – var der ingen opbakning fra ledelsen. 

Problemet er tabubelagt den pågældende etnicitet taget i betragtning, og reaktionen fra ledelsen (også) på KÅG både kynisk og fej: 

Kynisk, fordi ledelsens fokus først og fremmest var på fortsat elevansøgning til gymnasiet og taxametertilskud i stedet for at reagere prompte og bakke berørte medarbejdere op (som rektor Stefan Herman så forbilledligt gjorde det på Københavns Professionsskole) samt have for øje at skabe et så optimalt arbejdsmiljø som muligt for alle! Og fej, fordi man således lader sine medarbejdere i stikken og undlader at erkende og formulere problemets rod: en intolerant og krænkelses/voldsparat kultur, der med de sædvanlige behagelige undtagelser er inkompatibel med det værdisæt, der undervises på baggrund af, i både Danmark og Frankrig.

LÆS OGSÅ:  False Narratives Matter

Lignende eksempler er legio og vil blot vokse i omfang over hele Vesteuropa. 

Umiddelbart spørger man sig selv, om der overhovedet kan rettes op på miseren al den stund (også) vores uddannelsessystem er befolket med røde vælgere, der kun kender til at begrunde alle udfordringer med tosprogede elever (og deres forældre) med socio-økonomiske årsager; og undervisere, som lider af lige dele forfængelighed og berøringsangst som i tilfældet med den velmenende, men naive Didier Lemaire: han italesætter problemet – og respekt for det – men han, der har oplevet at blive eskorteret på arbejde af tungt bevæbnede politifolk, rammer så helt ved siden af, når han skal pege på en løsning: Tvungen fordeling af elever, idet han forudsætter, at muslimer i mindre flokke som noget helt selvfølgeligt vil annamme fransk kultur og de demokratiske spilleregler. 

I sin bog, Nationen opfordrer han til at vriste Frankrig ”fri af nationalisternes overtagelse”. Måske havde der været mere oplagt at vriste landet fri af islamisternes?

Lemaire ønsker også stadig at holde sit land åbent for indvandring, så længe den er kontrolleret og der stilles ”krav om integration”… Hvordan skal det ske og – hvis det var så nemt som det lyder – så var problemet vel for længst løst i de franske forstæder? 

Lehmann og Windfeldt har erkendt problemet og ved også hvordan det ikke kan løses: de afviser således regeringens aftale fra sidste år (med støtte fra venstrefløjen, DF og KD) om at tvangsfordele gymnasieelever efter forældreindtægt som en løsning, idet de påpeger, at eleverne på KÅG allerede var blandet, men at de i de enkelte klasser, dette til trods, var fuldstændig adskilt. ”Sammen hver for sig”, fristes man til at tilføje.

LÆS OGSÅ:  Blokering af russiske medier er et totalitært angreb på ytringsfriheden

Vi står med et MEGA problem og eneste vej frem må bl.a. være at 

  • bremserne hugges i for fortsat indvandring fra MENA-lande: vi har ikke råd til fortsat at hælde hundredvis af milliarder i integrationsprojekter, ghetto-pakker osv. til ingen verdens nytte,
  • taxameterordningen afskaffes,
  • man skal gøre sig fagligt fortjent til at komme i gymnasiet – gerne med et karaktergennemsnit på 7, som foreslået af Henrik Dahl (LA) – så gymnasiet ikke ender som en ”anbringelsesanstalt” (Lehmanns ord). Det sikrer samtidigt, at eleven ikke lider et personligt nederlag, spilder egen og andres kostbare tid, og at man ikke devaluerer gymnasiets faglige niveau og hele raison d’etre.
  • Og så skal vi have brudt monopolerne for de centrale uddannelsessteder for at sikre mere fokus på faglighed og større politisk diversitet, etablere private seminarier og bl.a. – som også foreslået af Henrik Dahl – et alternativ til Danmarks Pædagogiske Universitet.

Klokken er fem minutter i tolv, og vi har ikke tid til at vente på venstrefløjens fodslæbende erkendelse af omfanget. De borgerlige må derfor træde i karakter og tage et skarpt opgør med det røde meningstyranni, der alt for længe har øvet en skæbnesvanger indflydelse på store områder af vores samfund både her og i resten af Vesteuropa. 

En god begyndelse kunne være at lade sig inspirere af Dennis Prager.  

Kit Louise Strand er medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse