Skærmtid er den hyppigste årsag til konflikt, når børn og forældre er uenige om digitale medier

De fleste forældre oplever at være uenige med deres børn om digitale medier. Skærmtid er den hyppigste årsag til konflikt, viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Børns Vilkår og YouSee. Samtidig siger et markant flertal af forældrene, at de ønsker at være ‘en bedre forælder’, når det kommer til deres børns digitale liv.

Langt størstedelen af børn i alderen 6-12 år bruger mere end en time dagligt på mobiltelefonen, computeren eller deres tablet. Og netop skærmtiden er dét, flest forældre angiver som årsag til konflikt, når de er uenige med deres børn om digitale medier.

61 procent af de forældre, der oplever konflikter, svarer, at konflikterne omhandler den tid, børnene bruger på digitale medier. Lidt færre har konflikter om den tid, børnene  bruge, ligesom der er konflikter om, hvor mange penge børnene må bruge på spil, og hvornår på døgnet de må være online.

Det viser en undersøgelse blandt 1.044 forældre til børn i alderen 6-12 år, som Epinion har lavet for Børns Vilkår og YouSee. Undersøgelsen er lavet i forbindelse med, at Børns Vilkår og YouSee netop har indledt et flerårigt samarbejde om familiens digitale hverdag.

Børn gør, hvad deres forældre gør
I undersøgelsen svarer to ud af tre forældre, at de mener, deres egne digitale vaner har indflydelse på deres børns digitale vaner. Og netop bevidstheden om, at man også på dét område er en rollemodel for sit barn, er vigtig, for børn spejler sig i høj grad i deres forældres adfærd, siger digital medieekspert i Børns Vilkår, Camilla Mehlsen.

”Når de voksne siger, at børnene ikke må sidde med deres telefoner under aftensmaden, fordi det er familiens regler, fungerer det bedst, hvis forældrene selv efterlever det. Ellers er det alt andet lige sværere for børnene at respektere og forstå, når de bliver bedt om at slukke deres skærm – og så er det, at der kan opstå konflikter,” siger hun og fortsætter:

LÆS OGSÅ:  En flytning fylder mere hos dit barn, end du er klar over 

”Vi anbefaler, at forældre og børn sammen aftaler skærmfri tidspunkter, som gælder for hele familien. Det kan være skærmfri måltider eller skærmfri gåture. Vi ved, at mange børn synes, det er helt i orden, at forældre sætter rammer for brug af skærm, ligesom mange godt kan lide, at forældrene interesserer sig for det, de laver online.”

Forældre er engageret i deres børns digitale liv
Stort set alle forældre i undersøgelsen synes, det er vigtigt at vide, hvad der foregår i deres barns digitale liv. 86 procent af forældrene svarer, at de i familien taler om, hvad der er god adfærd på nettet, og 76 procent bruger tid på at sætte sig ind i, hvilke digitale medier deres barn bruger.

Et markant flertal siger dog samtidig, at de ønsker at være ‘en bedre forælder’, når det kommer til deres børns digitale liv. Knapt hver tredje forælder svarer, at de er usikre, når det kommer til at sætte grænser for deres barns digitale medieforbrug, og 61 procent af forældrene har svært ved at følge med i alt det, som deres barn foretager sig digitalt. Undersøgelsen viser, at jo mindre, forældrene føler, de kan følge med, jo flere konflikter oplever de også med deres børn.

Hos YouSee er man glad for, at man sammen med Børns Vilkår kan bidrage til, at forældre bedre kan forstå og navigere i deres børns digitale hverdag.

LÆS OGSÅ:  Efter TV2-afsløring: Socialdemokratisk borgmester skal forklare sig

”De fleste af os forældre genkender nok, at diskussioner om skærmtid kan fylde meget i hverdagen, og da vi ikke selv er vokset op med digitale medier, er der er ikke noget at sige til, at vi kan være usikre på, hvordan vi skal navigere i en digital hverdag. Som leverandør af mobil, internet og underholdning til mere end 3 mio. danskere er det naturligt, at vi tager et ansvar for at hjælpe danskerne med de digitale udfordringer, som brugen af vores produkter kan medføre, og derfor er jeg glad for, at vi har indgået et langvarigt samarbejde med Børns Vilkår,” siger Jacob Mortensen, direktør for YouSee.

Læs mere om ‘Familiens digitale hverdag’

Øvrige resultater

  • 82 pct. af forældrene oplever at have konflikter med deres børn om digitale medier.
  • Ud over tidsforbruget omhandler de hyppigst forekommende konflikter om, hvorvidt barnet må det samme som hans/hendes venner på digitale medier (25 pct.), på hvilke tidspunkter barnet må være på sociale medier (21 pct.), samt hvor mange penge der bruges på spil (21 pct.).
  • 51 pct. af børn i alderen 6-12 år har en profil på en eller flere sociale medier. 35 pct. af forældrene til børn i aldersgruppen er venner med deres barn på et eller flere sociale medier.
  • I flertallet af alle familier er der forskellige regler for børn og voksnes tidsforbrug på digitale medier (67 pct.).
  • Relativt få forældre (15 pct.) angiver, at deres barn har oplevet en eller flere svære situationer i hans eller hendes digitale liv. Næsten ni ud af ti af de forældre, der har angivet, at deres barn har oplevet en eller flere svære situationer, har følt sig i stand til at hjælpe deres barn i situationen.
  • Blandt de forældre, som har svært ved at følge med i deres barns digitale liv, føler 44 pct. sig usikre, når det kommer til at sætte grænser for det digitale liv, mens det kun gælder 15 pct. af de forældre, som ikke har svært ved at følge med i deres barns digitale liv.
  • 12 pct. af forældrene oplever at blive afvist af deres barn, når de interesserer sig for hans eller hendes digitale liv.
  • 21 pct. af forældrene oplever, at deres barn efterspørger, at de er mere engagerede i hans eller hendes digitale liv.
LÆS OGSÅ:  10-13-årige piger voldtaget og blufærdighedskrænket – her er dommen

Om undersøgelsen

Resultaterne af denne undersøgelse baserer sig på en webbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt forældre til børn i alderen 6-12 år, som Epinion har gennemført på vegne af Børns Vilkår og YouSee.

Parterne har i samarbejde med Epinion udviklet spørgeskemaet for undersøgelsen, som Epinion har kvalitetssikret. Målingen er gennemført i perioden 25. februar –8. marts 2021. Data er renset, hvilket indbefatter, at svar, som ikke kan betragtes som valide, er frasorteret.

Der er i alt indsamlet 1.044 svar fra forældre til børn i alderen 6-12 år. Tallene i rapporten er yderligere stratificeret og vejet i forhold til antallet af familier i hver region samt uddannelsesniveau, således det indsamlede data matcher populationen (familier med børn i alderen 6 til 12 år) på disse karakteristika.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)