En epidemi hærger den vestlige verden. Den er ikke bare skræmmende derved, at den fører til overfølsomhed, paranoide vrangforestillinger og anfald af raseri mod omgivelserne hos den smittede; den nedbryder også viljestyrken hos dem, som man kunne forvente ville inddæmme smitten.
Ikke alle epidemier er biologiske; nogle er ideologiske. Den ideologiske virus, som nu plager Vesten, stammer ikke fra en flagermus, som lagde en lort i en kinesisk gryderet. Det er en selvpåført virus af selvplageri og selvhad, der får sine udtryk i vandalisme på monumenter og voldtægt af historien.
Når nogle kunststuderende og deres professorer fnisende og pruttende bortfører en buste af Frederik Den 5. og kaster den i havnen, så tager det sig måske bare ud som endnu en happening begået af forkælede og selvhøjtidelige lemmedaskere, betalt af de forsvarsløse skatteborgere. Men det er en forsmag på, hvad også Danmark har udsigt til, hvis den nye generation af historieløse ikonoklaster får magt, som de har agt.
Og magt – det er netop, hvad de er ved at få i USA.
I flere årtier har amerikanerne diskuteret og omvurderet deres historie og landets magtstrukturer, men oftest på en høflig og nænsom måde, i en gradvis proces, som udviste respekt for alsidigheden i en ung nation med diverse etniske rødder – og først og fremmest med ønsket om forsoning, hvor den var påkrævet.
Jeg har med stor fornøjelse overværet adskillige ”reenactments”, hvor hundreder, ja over tusinde af borgerkrigsentusiaster fra begge sider mødtes med deres familier og genopførte afgørende og ekstremt realistiske slag fra Borgerkrigen (blandt dem ”Chancellorsville – Lee’s greatest victory” og ”Gettysburg – The High Tide of the Confederacy” som de bedste), en slags historisk Folkemøde, som ikke blev skæmmet af én eneste racistisk ytring, tørlagt for alkohol i øvrigt, men var præget af seriøs såvel som sentimental nysgerrighed og af sportslig konkurrence på historisk viden.
Men de seneste år er den politisk korrekte uforsonlighed og det militante had vundet frem i USA, fostret på universiteterne og båret frem af mediemonopolerne.
Nu ser vi et frådende amokløb på skikke og traditioner – ja, på selve fortiden, som den blandt andet findes markeret i form af statuer og andre mindesmærker. Det er forståeligt nok, at især slaveriet, den amerikanske borgerkrig og raceadskillelsen i Sydstaterne blev focus for opgøret. Efter Konføderationens nederlag i 1865 opstillede de slagne sydstater, ofte i trods og i provokation, et hav af statuer over sine hærførere, også langt ind i det 20. århundrede, hvor i øvrigt Det Demokratiske Parti i syden stod for racehad og dyrkede myten om en ædel, men tabt sag.
I mange stater har man dog gennem årene fundet frem til kompromiser: konføderationens flag er blevet fjernet, og de mest provokerende statuer er blevet fjernet i en gradvis proces. Men de mest yderliggående aktivister og selvudråbte borgerretsforkæmpere er også gået fysisk til angreb på statuer som den i Alexandria, Virginia, som blot forestiller en slagen sydstatssoldat uden våben, som med hatten i hånden tydeligt har affundet sig med sit og sine kammeraters nederlag. Mange andre statuer, som blot hædrer sydstaternes soldater og søfolk, er blevet fjernet eller står for fald.
Men skal de slagne og deres efterkommere ikke have lov at mindes en krig og et nederlag i en broderstrid, som kostede over 600.000 amerikanere livet? Og som endte som en ubetinget sejr for slaveriets modstandere? Må man ikke mindes de, som kæmpede på den forkerte side?
Især har aktivisternes angreb på statuer af Sydstaternes største general, Robert E. Lee, ført til enorm vrede blandt de bare lidt historiebevidste – og indrømmet, ofte sentimentale – indbyggere i Syden; for Robert E. Lee var bevisligt hverken mere eller mindre racist end de af Unionens generaler, som blev hans militære modstandere; Willam Tecumseh Sherman og MacClellan (som hadede Lincoln) var notoriske racister.
Og ganske rigtigt: I deres bagstræberiske angreb på historien er AntiFa- og studenteraktivisterne heller ikke tilfreds med at gå løs på bomuldsplantagernes aristokrati. Næste mål for den historiske vandalisme er såmænd præsident Abraham Lincoln.
”Jeg ønsker ikke, og har aldrig ønsket, at tilvejebringe social og politisk lighed mellem den hvide og den sorte race. Der er en fysisk forskel mellem den hvide og den sorte race, som jeg tror for altid vil forhindre de to racer i at leve sammen under social og politisk lighed.”
Og måske endnu værre:
”Jeg forstår ikke, at jeg, blot fordi jeg ikke vil have en negerkvinde som slave, følgelig skulle ønske at have hende som min hustru”.
Sådan sagde republikaneren Abraham Lincoln i 1858 under et af de syv debatmøderr, han havde med sin modkandidat demokraten og slaveritilhængeren Stephen Douglas, to år før Lincoln blev USA’s præsident. Ja, det skurrer fælt i nutidens øren, men kun en blind fanatiker og en uvidende student vil vurdere datiden ud fra nutidens præmisser og herefter fordømme Unionens, abolitionisterns og Lincolns sag som moralsk rådden og uden værdi.
Lincoln kom ellers til at betale med sit liv, da han i 1865 blev snigmyrdet af en vaskeægte racist som hævn for sin underkuelse af slavestaterne og den frigivelse af slaverne, som han med nød og næppe gennemtvang, mens borgerkrigen endnu var i gang.
Men for venstrefløjen findes der ingen forklaring, undskyldning eller tilgivelse: kun en uforsonlig magtkamp, som skal føre os alle ind i Tusindårsriget.
Det er ellers forsøgt nogle gange, tusindårsriget, og i den bedste mening naturligvis, og den 21-årige performanceteater-studerende i Seattle har da også lært af sin professor, at man skal tilgive de såkaldte ”kammerater, der fejler”. For ganske vist begik Lenin, Stalin, Mao, Kim Il Sung og Ho Chi Minh nogle ærgerlige fejl – f.eks. opmuntrede de ikke til ægte nærgræsdemokrati – men det bliver altsammen bedre næste gang.
På dén side er der nemlig plads til fejl. For eksempel var det en beklagelig fejl, at pøbelen i Madison,Wisconsin, under optøjerne i juni væltede statuen af Hans Christian Heg og smed den i en sø. En opvakt historiestuderende gik efter dåden på Wikipedia og fandt ud af, at Hans Christian Heg, født i Buskerud, Norge, var oberst i Unionen og ikke Konføderationen, og var en af USA’s mest energiske slavemodstandere og døde i kamp, skudt fra sin hest, da han ledte et angreb ved Chikamauga i 1863. Men hvor der handles, dér spildes; man kan ikke lave omelet uden at knuse æg, som Lenin sagde, og hellere eliminere én uskyldig end lade én fjende gå fri.
Så det bagudrettede hærværk på historien fortsætter overalt, hvor ellers der findes et aktivist-okkuperet universitet og en flok jamrende afroamerikanske offerdyrkere, som i kraft af lov-dikteret positiv særbehandling er tildelt urørlige professorater. Så af røg knoppen på Christopher Columbus i Boston, for aktivister fandt ud af, at der ikke bare var masser af mennesker i Amerika før ham, men også at han og hans besætninger begik utallige overgreb på menneskerettighederne og desuden spredte en masse sygdomme, fordi de ikke gik med mundbind. Columbus Day er mange steder erstattet af en ”Oprindelige Folks Dag”.
”Den racistiske statue af Theodore Roosevelt skal ikke længere dominere Amerikas Naturhistoriske Museum. Samtidig med at der tages skridt til at fjerne den kontroversielle statue, forbliver den 26. præsidents eftermæle belastet af hans kolonialistiske ideologi.”
Sådan stod at læse i ”The Smithsonian Magazine” den 23. juni i år.
Statuen, opstillet i 1940, forestiller Teddy Roosevelt til hest, flankeret af en indianer og en afrikaner til fods, begge muskuløse, mandige og værdige. Statuen var ment som en hyldest til Theodore Roosevelt for hans interesse for og bevarelse af amerikansk natur og hans bidrag til at bekæmpe gul feber i Mellemamerika og dertil som en anerkendelse af de indfødte folks og slavernes andel i USA’s historie. Men statuen er i flere år blevet angrebet for at være et eksempel på det patriarkalske overherredømme som forøves af den hvide, heteroseksuelle mand – den eneste gren af racen homo sapiens, som aldrig kan påberåbe sig at tilhøre en undertrykt minoritet.
Det naturhistoriske museums direktør Ellen Futter forklarede beslutningen om at fjerne statuen:
”Vi anerkender, at man i vort land og i hele verden bliver stadig mere opmærksom på statuer som magtfulde og sårende symboler på systemisk racisme.”
Kan man forestille sig, at Tidsskriftet Skalk en dag går samme vej som Smithonian Magazine? At Nationalmuseet taler for, at statuer af Christian Den 4. fjernes, fordi han tilskyndede til forfølgelse af hekse? At vore universiteter slipper en sværm af hjernevaskede ikonoklaster, billedskændere og fanatiske identitetspolitiske aktivister løs på vores fortid og dens symboler og formener os adgang til at se på vores historie med et fordomsfrit blik?
Og vi er blevet advaret: Ikke bare af den seneste vandalisme i USA, men også af George Orwell i 1984;
”Enhver statue og gade og bygning er blevet omdøbt, enhver dato er blevet ændret. Og processen fortsætter, dag for dag, minut for minut. (…) Historien er sat i stå. Intet består, udover en endeløs nutid, hvor Partiet altid har ret.”
Prøv at gå en tur i din by og se og tænk efter, hvilke mindesmærker og symboler, som de politiske kommissærer næste gang dømmer til ødelæggelse og glemsel. Og stå så parat til at forsvare dem, når de hætteklædte hærværksmænd nærmer sig med deres had og deres hamre.