Skarpladt pistol fundet under aktion

Københavns Politi har her til morgen gennemført en aktion i Pusher Street på Christiania.

Ved aktionen blev der fundet en skarpladt pistol. Herudover blev der beslaglagt ca. 8,5 kg cannabis produkter,600 joints og 800 kr.

”Med tanke på skyderiet mod betjentene den 31. august 2016, er det et fund, som vækker bekymring, og samtidig et fund, som understreger vigtigheden af at fortsætte og forstærke indsatsen mod de organiserede kriminelle.

De, der køber hash i Pusher Street støtter den organiserede kriminalitet og dermed de kriminelle, der gentagne gange forsvarer denne kriminalitet med vold mod politiet.

Inden for den seneste uge er der igen kastet med kanonslag efter politiet, til fare for både betjentene og de beboere og turister, som opholdt sig på stedet.

Vi fortsætter indsatsen og tager højde for den tiltagne voldsparathed blandt pushere, vagter og andre med tilknytning til hashhandlen på Christiania” udtaler chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov, Københavns Politi.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)