Skattestyrelsen har afsløret over for Berlingske, at der har været to konkrete sager om millionsvindel i skattevæsenet i henholdsvis 2015 og 2017. Sager, der har medført bortvisning samt politianmeldelse af to medarbejdere.
Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, kalder oplysningerne om millionsvindel ”rigtig dystre. Det er mit indtryk, at kontrollen er hullet som en si”.
Hos Venstre siger skatteordfører Louise Schack Elholm: ”Det bekymrer mig utroligt meget, at det åbenbart er så let at snyde staten i skattevæsenet”.
Skatteordfører hos de Radikale, Kathrine Olldag, siger: ”Det er dybt bekymrende, at arbejdsgangene i Skattestyrelsen har været så lemfældige, at dette har kunnet lade sig gøre”.
Skatteminister Morten Bødskov (S) siger i en skriftlig kommentar, at sagerne er foregået før hans ministertid.