Onsdag blev en 26-årig mand varetægtsfængslet efter, at han dagen før var blevet anholdt og sigtet for forsøg på vold mod politiet ved at affyre et bomberør mod flere betjente under urolighederne i Gellerup den 5. juni, som opstod efter en demonstration, hvor Rasmus Paludan deltog.
I sidste uge blev en anden 26-årig mand varetægtsfængslet i samme sag og med samme sigtelse.
En dedikeret efterforskningsgruppe ved Østjyllands Politi arbejder på at få identificeret de gerningsmænd, der under urolighederne i Gellerup påsatte mindre brande, smed med sten og affyrede fyrværkeri mod politiet. Blandt andet kigger efterforskerne en masse overvågningsbilleder og videoklip igennem, som er blevet sikret i forbindelse med urolighederne.
”Vores efterforskere gør alt, de kan for at finde frem til så mange gerningsmænd som muligt, så de kan blive stillet til regnskab for urolighederne i lokalområdet til gene for borgerne og for angrebene på politiet. Brandene og stenkastene skabte en enorm utryghed blandt borgerne i området, og det var også en voldsom oplevelse for vores betjente, ” siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.
Efterforskerne, der er sat på sagen, fortsætter deres arbejde på at få identificeret gerningsmændene, som i flere tilfælde var maskerede under urolighederne.
De to mænd, der er anholdt for at have skudt med fyrværkeri efter politiet, er varetægtsfængslet frem til den 25. juni.