Skød fra bil tæt på studentervogn

Mænd anholdt for trusler mod studentervogn – Hundige Centervej, Greve

Kl. 13.04 fredag fik politiet anmeldelse om, at nogen havde skudt op i luften fra en bil, der kørte tæt ved en studentervogn. Politiet tog alle forbehold ved den alvorlige anmeldelse, og adskillige patruljer blev sendt til Hundige i Greve, hvor episoden skete på Hundige Centervej.

Patruljerne fik på adressen Belsager kontakt til studentervognen og den bil, hvorfra der var blevet afgivet skud. Politiet anholdt tre mænd på 16, 17 og 18 år, som havde befundet sig i bilen, da skuddene blev afgivet. Bilen blev ransaget, hvor der blev fundet en signalpistol i bilens handskerum og fyrværkeri i bilens baggagerum. De tre unge mænd blev sigtet for trusler, ved at afgive skud ud af bilen, da det havde skabt frygt for omkringværende. De blev taget med på stationen til afhøring og sagsbehandling.

 

Politiet oplyser intet om etnisk baggrund på de tre gerningsmænd.

Signalvåbnet og fyrværkeriet blev beslaglagt til sagen, og våbnet skal nu undersøges nærmere. Politiet afspærrede området på Hundige Centervej, hvor skuddene var blevet affyret. Hundepatruljer fandt afskudte patronhylstre, som nu skal undersøges nærmere for at fastslå, om de er afskudt af signalpistolen.

Sagen blev efterfølgende vurderet, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille de tre sigtede i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. De blev derfor løsladt, og politiet efterforsker nu sagen nærmere for at forsøge at fastslå motivet til episoden.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)