I en kronik med overskriften ”Eliten? Det er også mig”, som Berlingske har bragt den 3. aug., udtrykker Jakob Ellemann-Jensen (V) sin stolthed over at tilhøre den politiske magtelite, som set med hans briller består af landets bedste, dygtigste, mest talentfulde, mest ambitiøse og mest stræbsomme mennesker. Ligesom pigerne på kvindelandsholdet, mener Jakob Ellemann-Jensen.
Af klummeskribent André Rossmann – cand. ling. merc. og selvstændig konsulent.
Jakob Ellemann-Jensen er stolt af, at han tilhører eliten, som ifølge Den Danske Ordbogs definition er ”en gruppe mennesker, som hører til de bedste, dygtigste eller mest privilegerede inden for et bestemt område, f. eks. i kraft af deres evner, magt eller rigdom”. Den politiske magtelite, som Jakob Ellemann-Jensen tilhører, og som har til huse på Christiansborg, er imidlertid ikke et sted, hvor man dyrker talent. Det er et sted befolket med Klods Hans-typer, som er kommet frem i verden uden erhvervserfaring, kvalifikationer og livsklogskab, og som definerer sig selv som værende bedre end andre.
Danmark har mange eliter, som er blevet eliter og rollemodeller i kraft af deres eminente evner. Vi har en gastronomisk elite med flere stjernekokke (f. eks. Nomas René Redzepi), en idrætselite med flere sportsstjerner (f. eks. Caroline Wozniacki, Pernille Blume og Christian Eriksen) samt internationalt anerkendte skuespillere (f. eks. Mads Mikkelsen og Nikolaj Coster-Waldau), filminstruktører (f. eks. Susanne Bier og Bille August), arkitekter (f. eks. Bjarke Ingels) eller forfattere (f. eks. Jussi Adler-Olsen). Vi har også en økonomisk elite omfattende landets rigeste erhvervsfamilier, som har skabt milliardvirksomheder, samt internationalt anerkendte CEOs (f. eks. den tidligere Novo Nordisk-direktør Lars Rebien Sørensen eller Adidas-direktøren Kasper Rørsted). De udmærker sig alle ved, at de er nogle af de bedste inden for deres respektive områder.
Man kan derfor kun være uenig med Lisbet Røge Jensen, når hun i Børsens leder den 17. aug. mener, at ”vi danskere har svært ved at kapere det intellektuelt eller økonomisk elitære”. Der er ingen i dette land, der mangler respekt for intellektuelle som Peter Kurrild-Klitgaard, Kasper Støvring eller Søren Hviid Pedersen og for milliardærer som Jørgen Mads Clausen (Danfoss), Bent Jensen (Linak) eller Lars Erik Kann-Rasmussen (Velux).
I den modsatte ende af elitespektret har vi den politiske magtelite, som Jakob Ellemann-Jensen er en del af, og som er blevet elite på grund af indavl. Denne elite, som kun de færreste har respekt for, består af en snæver gruppe af folketingspolitikere, som er kloner fra de ungdomspolitiske organisationer, og som har lavet politik med hinanden siden universitetstiden. De er ganske vist privilegerede og højtlønnede, men udmærker sig hverken ved evner, kvalifikationer, talent eller intellekt.
Folketingspolitikerne er ikke særlig kløgtige, da de er et produkt af det fallerede danske uddannelsessystem, som udklækker EU’s dummeste kandidater. De klamrer sig til deres politiske poster i Folketinget og regeringen, fordi deres evner ikke giver dem mulighed for en lige så god løn og fryns uden for politik. Derfor forfølger de en praktisk, men lunken leverpostejsfarvet konsensuspolitik med det ene formål at maksimere sandsynligheden for, at de bliver genvalgt.
Indkomstmæssigt er folketingspolitikerne helt klart en del af eliten. Bortset fra en månedsløn på ca. 60.000 kr. og en lang række partitillæg og gratis frynsegoder udløser en periode i Folketinget en årlig pension på ca. 80.000 kr. 20 år eller mere i Folketinget giver en årlig pension på ca. 350.000 kr. Arbejdsindsatsen er meget begrænset, og oven i det får folketingspolitikerne 4 måneders ferie med fuld løn. Man kunne tro, at høje politikerlønninger burde tiltrække de bedste politikere, men forskningen viser, at de tiltrækker 2. sortering, der ser politik som en chance for at tjene penge, de ellers aldrig kunne tjene.
Folketingspolitikernes hovedbeskæftigelse består i at skabe politisk fnidder, rænkespil og spin, miskreditere og mobbe politiske modstandere, tørre ansvaret af på andre politikere/partier og positionere sig over for vælgerne. Ligesom reklamefolk forsøger folketingspolitikerne at overtale vælgerne til at købe deres produkter. De spiller opportunistisk på vælgernes uvidenhed og forargelse for at få opbakning til lovindgreb, der skader mere end de gavner. Til sidst forsvinder den ene folketingspolitiker efter den anden fra scenen uden at efterlade sig nævneværdige politiske spor.
Jakob Ellemann-Jensen er stolt af, at han ifølge Berlingskes Magtanalyse er blandt de mest indflydelsesrige mennesker i Danmark. Det er imidlertid en nærliggende tanke, at Jakob Ellemann-Jensens kometagtige politiske karriere og indflydelse ikke skyldes hans enestående evner, talent eller intellekt, men snarere det faktum, at han tilhører en kendt politisk dynasti med den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i spidsen. Det fremmer karrieren at have en far, der er toppen af kransekagen.
Måling efter måling viser, at folketingspolitikere scorer bundkarakterer, når det handler om troværdighed. Befolkningen opfatter dem som røven af 4. division, og ikke som superligaen. Når Jakob Ellemann-Jensen derfor fryder sig over at være eliten, får almindelige danskere associationer til privilegerede, selvglade og arrogante undermålere, som sidder på flæsket og kun tænker på sig selv, og ikke til de superdygtige, ambitiøse og stræbsomme piger på det danske kvindelandshold.
