Skyderi –  Ingen personer er meldt ramt

Efterlyser vidner efter skudepisode

Københavns Vestegns Politi efterlyser vidner til en skudepisode, der fandt sted ved midnat mellem tirsdag og onsdag i vejkrydset mellem Avedøre Havnevej og Brostykkevej.

Ved midnatstid mellem tirsdag den 19. og onsdag den 20. februar 2019 modtog Københavns Vestegns Politi anmeldelse om, at der var affyret skud i vejkrydset mellem Avedøre Havnevej og Brostykkevej i Hvidovre.

Politiets umiddelbare undersøgelser på stedet viste, at passageren på en knallert med to personer på afgav mindst tre skud mod en lys Volvo i krydset. Derefter forsvandt begge køretøjer fra området.

Der blev formentlig skudt med en pistol. Ingen personer er meldt ramt. Ingen af de involverede har henvendt sig til politiet.

“Vi undersøger stadig hændelsesforløbet – og det er for tidligt at konkludere noget om årsager og motiver. Vi hører gerne fra vidner, som måtte have set eller hørt noget mistænkeligt ved Avedøre Havnevej og Brostykkevej omkring midnat,” siger politikommissær Ole Nielsen.

Man kan henvende sig til lokalpolitifolk, som vil være i området med en mobil politistation i løbet af dagen, eller telefonisk til Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på 43861448.

Københavns Vestegns Politi har i øvrigt øget sin opmærksom i området.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)