Fra det nye år bliver det mindre hektisk at gå til køreprøver i Aarhus. Østjyllands Politi flytter i 2018 de praktiske køreprøver fra Fredensgade i midtbyen til Bautavej i Aarhus V.
Der har gennem de seneste år været en øget trafikbelastning i centrum af Aarhus, og det har besværliggjort afviklingen af køreprøverne og givet nogle af eleverne en stresset start på køreprøven.
Derfor er leder af Færdsel i Østjyllands Politi, Jeppe James Olsen, glad for, at køreprøverne flytter placering i 2018.
– Vi får et meget bedre udgangspunkt for vores praktiske prøver, som kommer til at starte ved Ringvejen, hvor der er flere muligheder for at vælge ruter. Samtidig undgår eleverne de værste trafikkøer i midtbyen, så de ikke bruger både start og slutning på prøven på at holde i kø. Det giver køreprøverne en højere kvalitet, siger Jeppe James Olsen.
Den nye adresse hedder fra den 2. januar 2018 Bautavej nr.1