SLUTSPILLET PÅ EN 20-MÅNEDERS PROCES I MELLEMØSTEN?

Iran har været træls igennem længere tid. Landet er verdens største terror-sponsor og arbejder aktivt på at udvikle atomvåben – en ekstremt farlig kombination. Deres strategi for regional indflydelse hviler på de såkaldte “seks hære”, som generalmajor Gholam Ali Rashid beskrev i 2021:

1. Assads hær i Syrien
2. Hezbollah i Libanon
3. Hamas i Gaza
4. Islamisk Jihad i Gaza
5. Houthierne i Yemen
6. Iraks Folk Mobili¬seringsstyrker (PMF)

Hver af disse grupper har modtaget våben, træning og finansiering fra Iran, for at bekæmpe Israel og USA. Men over de sidste 20 måneder er dominoerne vaklet eller faldet:

– Hezbollah, Hamas og Islamisk Jihad er blevet mærkbart svækket af Israel siden terrorangrebet for 20 måneder siden (7. oktober 2023).
– Assads regime faldt i december 2024.
– Houthierne forsøger stadig missilangreb, men med beskeden effekt.
– PMF i Irak er stadig aktive, men primært retorisk.

I mellemtiden er Iran imidlertid kommet snublende tæt på at have atombomber. Derfor satte USA den 12. april en skarp 60-dages deadline for en aftale om at stoppe atomprogrammet. Da denne udløb den 11. juni uden et resultat, iværksatte Israel præcisionsangreb som en del af, hvad der for mig ligner en bevidst “good-cop/bad-cop-strategi”.

Grundet Israels angreb er der nu udbredt frygt for, at Iran nu vil forsøge at forstyrre eller blokere Hormuzstrædet, hvor cirka 20–30 % af verdens oliehandel passerer. Selv mindre angreb – mineudlægning, missilangreb med små både, miniubåde eller droner – kan skabe forsinkelser, øge forsikringsomkostninger og presse oliepriserne mod $100–150 per tønde (mod nu ca. $74) frygtes det. Iran råder nemlig over tusindvis af søminer, antiskibsmissiler, små hurtige angrebsbåde, miniubåde og droner – hvilket gør sådanne scenarier mulige og risikable.

ISRAEL HAR KVÆLERTAG PÅ IRAN
Sagen er imidlertid, Israel har opnået klar luftoverlegenhed over Iran på blot to døgn, selvom Iran har 10 gange større befolkning og 80 gange større areal end Israel. Israel udfører nu næsten uhindrede præcisionsangreb mod:
– nukleare anlæg
– missil- og drone fabrikker og -baser
– militærinstallationer
– nøglepersoner i præstestyret og atomprogrammet

Ydermere har Israel evnen til når som helst at ramme iranske oliefaciliteter som South Pars-gasfeltet eller Fajr Jam. Da olieeksporten udgør ca. 65 % af Irans statsindtægter og 8 % af BNP, vil et angreb her kunne lamme økonomien og true regimets stabilitet.

Der er mere, for USA lurer i høj grad i kulissen, og har bl.a. for nylig sendt en del militære tankfly til regionen. USA har også den femte flåde, baseret i Bahrain, som er udstyret til at modvirke miner, eskortere tankskibe og engagere iranske styrker. Og hangarskibet USS Nimitz forventes at ankomme om få dage for at supplere flåden, der allerede omfatter hangarskibet USS Carl Vinson. Dermed øger USA kraftigt sin militære kapacitet med over 5.000 besætningsmedlemmer og 60+ kampfly.

POINT OF NO RETURN

Officielt opfordrer mange statsledere til de-eskalering, men realpolitik viser, at det næppe er realistisk – Iran vil fortsætte med at udvikle atomvåben, og det ved de fleste udenlandske politikere sandsynligvis selv. Derfor er der i stedet reelt kun én vej frem: at ødelægge Irans atomvåbenprogram inden for de kommende uger. Det kræver adgang til underjordiske produktionsanlæg – en operation kun USA har militærressourcer til. Der har også været spekulationer om muligheden for et sekulært, militært kup, men dette er usikkert og meget vanskeligt at forudsige.

På et overordnet plan er vi efter min mening vidne til højdepunkter i en 20 måneder lang udvikling, inklusive USAs strategiske partnerskaber med golfstaterne og diplomatiske skridt mod Syrien (13.–16. maj). Skulle denne omsiggribende strategi lykkes, kan den skubbe verden mod mere fred – men det er langt fra sikkert.

PS. Med Irans nuværende svaghed synes det usandsynligt, at de kan genere olietransporten gennem Hormuz-strædet væsentligt.