Små virksomheder kvæles i bureaukrati

I anledning af FN’s internationale SMV-dag i dag opfordrer TEKNIQ Arbejdsgiverne til et opgør med de tyngende, administrative byrder, der gør det unødvendigt besværligt at drive virksomhed i Danmark – ikke mindst for de små og mellemstore dele af erhvervslivet.

Danskerne brugte store dele af aftenen i går på at være stolte af landets fodboldpræstation. Og ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne burde vi faktisk fortsætte fejringen i dag og være mindst lige så stolte af SMV’ernes præstation her den 27. juni – FN’s internationale SMV-dag. I Danmark har 96 procent af virksomheder under 20 ansatte.

”Der er ingen tvivl om, at de små og mellemstore virksomheder udgør rygraden for dansk erhvervsliv. Vi er ofte bedre til at huske at være stolte af de store virksomheder. Men også de store var engang små, og der er god grund til at hylde den iværksætter, som kaster sig ud på det dybe vand, tror på sin idé og egne evner og bygger et kundegrundlag op fra bunden”, siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metal, og fortsætter:

”Som Danmarks tredjestørste arbejdsgiverorganisation har vi medlemmer, der kan fortælle alle typer af iværksætterhistorier. Fra den første kunde og til springet ud i eksport eller virksomhedsoverdragelsen til næste generation – og selvom fortællingerne er forskellige, så er der desværre også én ting, som går igen hele vejen rundt: Mødet med bureaukratiet og al den energi, det suger ud af virksomhederne,” siger Maria Schougaard Berntsen.

LÆS OGSÅ:  Aalborg Universitet klar med digitalt boost til danske virksomheder

Dansk erhvervsliv bruger hvert år milliarder på at efterleve og indberette regler og krav. Det svækker både produktivitet og vækst. Derfor har TEKNIQ Arbejdsgiverne i deres nye vækstudspil foreslået, at regeringen skal støtte implementeringen af automatisk erhvervsrapportering og forpligte sig til at reducere virksomhedernes administrative og erhvervsøkonomiske byrder med netto to procent årligt frem mod 2030.

”Et kvantitativt reduktionsmål kan lede til, at vi eksempelvis bliver bedre til at udnytte teknologien og samkøre data fra en offentlig myndighed til en anden, så virksomheder ikke oplever at skulle indberette og notere det samme flere steder. I dag er der blevet lidt for meget ”strøm-til-papir”, så det er samme formular men nu bare elektronisk i stedet for på papir. Vi har altså brug for, at lovgivningen bliver ægte digitaliseringsklar,” siger Maria Schougaard Berntsen og fortsætter:

”Især for de små virksomheder kan det blive anledningen til, man tager et ekstra skridt op ad den digitale stige. I de mindre virksomheder er det jo ofte ejeren selv, der sidder og sørger for papirarbejdet, og det er de færreste iværksættere, der er vilde efter at bruge tiden på indberetninger eller på at rode rundt i komplekse regler, når man i stedet kunne bruge tiden på at drive sin virksomhed,” siger Maria Schougaard Berntsen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)