Klumme: ”Small great nations” langsomme deroute

Mange kan ikke åbne munden om emner vedrørende Danmark uden først at sige, at vi jo er et lille land. I udtalelsen er imidlertid altid indbygget et underforstået: ”Men hvor er vi alligevel store”. I dansk selvforståelse er Danmark verdens navle, som alle beundrer. Virkeligheden er, at Danmark er et land på vej ned. For første gang i ca. 200 år er der udsigt til, at den kommende generation af danskere bliver fattigere end deres forældre.

Small great nation

I dansk selvforståelse er Danmark det bedste land i verden, med de bedste værdier, den største tolerance, den mindste korruption, sundhedsvæsen og uddannelse i verdensklasse og den rette indstilling til resten af verden. Verden drejer sig om os og resten af verden skulle være som Danmark. Vi er de bedste, og vi skal lære alle andre (læs: ”tilbagestående”) lande at gøre som vi.

I deres kronik med overskriften ”Mød Danmark – small great nation”, som Børsen bragte den 12. okt. 2017, har Peter Mogensen fra Kraka og Anders Dons fra Deloitte bl.a. skrevet: ”Vi scorer højt på lykke, livskvalitet, digitalisering, uddannelsesniveau og socialt sikkerhedsnet. Verden ser på Danmark med beundring og vil gerne have opskriften på vores velfungerende velfærdssamfund”. Selv om de fleste i verden ikke kan placere Danmark på verdenskortet, markedsfører de fædrelandsbegejstrede og faktaresistente landet som en ”small great nation”, der beundres af hele verden.

Ro på overfladen

På overfladen ser dansk økonomi solid ud. Der er ro over arbejdsmarkedet og boligmarkedet. Men bagsiden af medaljen er, at væksten har været underdrejet i snart 10 år. Som samfund er vi stadig en lille smule fattigere end i 2006. Danmark er fortsat rigt, men det er et rigt land på vej ned. I stedet for at sammenligne os med de bedste, beroliger vi os med, at vi blandt OECD-landene ligger i top 10. Der er imidlertid lande og regioner på vores størrelse, som er markant mere velstående end os. Danmarks velstand målt i bnp pr. indbygger ligger 28 pct. under niveauet i Schweiz og 41 pct. under niveauet i Massachusetts. Københavnernes velstand ligger 28 pct. under velstandsniveauet i Singapore. Lande som Schweiz, Sverige, Tyskland og Singapore løser offentlige opgaver langt bedre end Danmark for færre skattekroner. Forskellen på Danmark og de andre rige lande er, at mens Danmark står stille, bliver andre lande hele tiden rigere.

Den danske drøm der brast

I 2009 sagde Løkke, da han overtog regeringsansvaret: ”Den danske drøm må indebære, at vi stræber målrettet efter at gøre Danmark til et af de førende lande på alle de områder, der er forudsætningen for vækst og velstand”. Danmark er imidlertid stagneret på alle parametre. Landet skrider langsomt, men permanent nedad ranglisterne.

Det danske bruttonationalprodukt pr. indbygger er faldende. I 2007 var Danmark nr. 11 på listen over verdens rigeste nationer. I 2016 var Danmark nr. 33 ifølge CIA World Factbook. Fra 2007 til 2017 er Danmark raslet fra en 3. plads til en 12. plads på World Economic Forums (WEFs) rangliste over landenes konkurrenceevne. Danmarks nedtur er den største blandt de lande, der deltager i undersøgelsen.

På ranglisten over 28 EU-medlemslandes konkurrencesituation på bredbånd indtager Danmark en sørgelig 25. plads. I 2016 var Danmark nr. 15 på WEFs rangliste over landendes udnyttelse af moderne teknologier. Finland var nummer 2, Sverige nummer 3 og Norge nummer 5. Samme rangliste viser, at Danmark er nummer 72 i verden, når det gælder adgangen til venturekapital.

Virksomheder med højtuddannede er mere innovative end virksomheder med lavtuddannede. I Danmark har 20 pct. af medarbejderne i private virksomheder en videregående uddannelse, mens tallet i Sverige og Belgien er 25 pct. og 35 pct. En rapport fra Boston Consulting Group (BCG) viser, at store virksomheder fra Tyskland og USA løber fra de danske, når det gælder om at føre deres digitale agenda ud i livet. Blandt danske SMV’er er kun 30 pct. højt digitale. Opgørelsen “Climate Change Performance Index 2017” viser, at Danmark, der gennem fem år har haft en fornem topplacering i det globale indeks over den nationale klimaindsats, rasler i år dramatisk ned på en 13. plads. Danmark sakker også bagud, når det gælder evnen til at konkurrere med andre lande på turisme. Vi ligger nu på en 31. plads – fire pladser dårligere end i 2015 – og det koster milliarder i tabte indtægter. Og sådan kunne man blive ved.

Danmarks deroute på ranglisterne viser, at den danske samfundsmodel fører til lavvækst og stagnation. Frem til 2030 forventes en gennemsnitlig årlig økonomisk vækst i OECD-landene på 2,2 pct. af bnp. USA’s væksttal er 2,4 pct. Sveriges 2,6. Danmark har en bundplacering med en årlig vækst på 1,6 pct.

Uddannelsessystemet på randen af kollaps

Den fædrelandsbegejstrede Kent Damsgaard, vicedirektør i DI, har sagt, at ”vi skal have uddannelser i verdensklasse, som på højeste niveau skal kunne konkurrere med stærke videnscentre som Silicon Valley og Baden-Württemberg”. Tal fra OECD viser imidlertid, at vores uddannelsesniveau kun lige er på gennemsnit i OECD. En forkælet socialdemokratisk taberkultur har bidt sig fast i hele uddannelsessystemet: For mange ukvalificerede optages på universiteterne, fordi for mange ukvalificerede kommer i gymnasiet. Og det skyldes igen, at undervisningsniveauet er for lavt i folkeskolen.

Et indeks, som Deloitte, Harvard Business School og organisationen Social Progress Imperative har lavet, placerer Danmark på en 18. plads baseret på antal uddannelsesår efter folkeskolen, kvinders uddannelse, ulighed i uddannelsesniveau samt antallet af universiteter i international klasse. Danmark er også et af de lande i OECD, hvor den sociale arv i uddannelsessystemet er mest markant. Folkeskolen og gymnasierne bliver mere og mere opsplittede i forhold til forældrenes uddannelsesmæssige baggrund og etnicitet. Den sociale mobilitet er begyndt at rulle tilbage. Det varer således meget længe, før Danmark får uddannelser i verdensklasse.

Sundhedsvæsenet i langsomt forfald

Et sundhedsvæsens kvalitet bedømmes internationalt på en befolknings forventede middellevetid. Danmark var nr. 4 i verden i 1970, nr. 7 i 1977, nr. 17 i 1990, nr. 31 i 1995 og nr. 33/34 i WHOs store undersøgelse i 1998. Hvis sygeligheden inkluderes, nr. 65. Et utroligt fald internationalt set på kun 25 år. I 2016 er Danmark stadig nr. 31.

På andre parametre ligger vi også dårligt i 2016: nr. 24 for dødsfald blandt nyfødte, nr. 19 for dødsfald blandt børn under fem år og nr. 38 for forventet restlevetid ved 65 års alderen. I alle aldersgrupper er Danmark langt fra verdensklasse. Sundhedsvæsenet er siden 2000 tilført mange milliarder kr., så Danmark i dag har verdens 7. højeste udgifter til sundhedsvæsenet. Vi er nr. 7 på udgiftssiden, men langt nede på listen, når det gælder sundhedsvæsenets resultater. Direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm: ”Jeg frygter, at danskerne lukker øjnene for, at vi faktisk halter bagefter lande som Norge og Sverige, hvad angår vores folkesundhed. Vi har flere tilfælde af kræft, danskerne er mere syge, og det går dem dårligere, når de bliver behandlet”.

Reformer der aldrig bliver til noget

Skal væksten i Danmark op i gear, kræver det enten arbejdsmarkedsreformer og produktivitetsreformer. De skiftende regeringer har haft svulstige ambitioner og luftige planer om at reformere velfærdsstaten med henblik på at sikre øget arbejdsudbud og produktivitetsvækst. Disse er dog aldrig blevet til handling og konkrete løsninger, fordi velfærdskoalitionen i Folketinget og magtfulde interessegrupper indædt forhindrer forandringer. Senest måtte VLAK således aflyse de store visioner og strategier for perioden frem til 2025.

Det er kun små hop på stedet, småjusteringer og nålestiksinitiativer, der kan få opbakning i Folketinget. Dansk økonomi oplever ganske vist et opsving, men det er ikke imponerende. Tallene fra Dansk Erhverv viser, at vi i årene fra 2017 til 2019 står til at få en samlet vækst på 5,7 pct. Det er et procentpoint mindre end gennemsnittet for EU-landene, og det er 3,4 procentpoint mindre end f. eks. hollænderne og 2,5 procentpoint mindre end svenskerne. Det er tankevækkende, at andre lande løber fra Danmark og danskerne bliver fattigere end deres naboer midt i et opsving.

 Fantasier om Danmark i verdensklasse

De fædrelandsbegejstrede og faktaresistente svømmer hen i fantasier om Danmark ”i verdensklasse”. Sandheden er, at der ikke er et folketingsflertal med ambitioner om at gennemføre radikale reformer af socialstaten. Der findes ikke politikere med visioner om et Danmark, hvor der er virkelyst, vækst og optimisme. Der findes ikke politikere, der tør tage et opgør med verdens største omfordelingscirkus.

Det er umuligt at rokke ved systemet, fordi to tredjedele af den voksne befolkning lever af det. Potentialet for reformer af socialstaten er låst fast, fordi hovedpræmissen er, at den er så unik, at der ikke må pilles ved “vidunderet”. De fædrelandsbegejstrede og faktaresistente, der laver spin om Danmark som ”small great nation”, fortrænger den ubehagelige kendsgerning, at vi er en nation i langsomt forfald. OECD har udpeget Danmark som et af de lande i verden, der har den største vækstudfordring. Og for første gang i ca. 200 år er der udsigt til, at den kommende generation af voksne danskere bliver fattigere end deres forældre.