Af Jannich Kofoed.
Med det nye medieforlig bliver identitets-politikken for alvor cementeret i de skatteborgerbetalte medier, og Danmarks Radio bliver igen overhældt med penge
Det kan blive småt for enhver, men der var en overgang, hvor jeg nærede et spinkelt håb om, at Socialdemokratiet ville vende tilbage til en ærefuld men svunden tid: Dengang, hvor socialdemokrater var skånselsløse antikommunister, dengang H.C. Hansen trak Danmark ind i NATO og Socialistisk Folkeparti blev stemplet som de krypto-kommunister, de var, og Per Hækkerup frejdigt støttede Vietnamkrigen. Hvor partiet endnu ikke så en opsvulmende offentlig sektor som sin vigtigste vælgerbase, og hvor socialdemokrater som min far fnyste foragteligt, når han så bibliotekarens søn luske ned på kommunekontoret for at få socialhjælp; eller brokkede sig højlydt, når han så fredsdemonstrationer eller anti-atomkraft-marcher på TV.
Europas bedste socialdemokrater…
Jeg troede en overgang, at folk som Rasmus Stoklund, Kaare Dybvad Bek og Mattias Tesfaye ville kunne trække partiet i den samme, traditionelle retning – som Henrik Sass Larsen også var talsmand for. Vi har haft Europas hårdeste socialdemokratiske parti i indvandringspolitik og lov og orden; for nogen bliver det aldrig godt nok, men det kunne være meget værre, og de danske socialdemokrater blev da også belønnet af sine traditionelle vælgere og led ikke samme skæbne som broderpartierne i Frankrig, Holland og Tyskland.
Det kan som sagt blive småt for enhver, men der var grund til at værdsætte, at Mette Frederiksen erklærede sig ”mere rød end grøn”, for så var der da håb om, at socialdemokraterne ville mildne luften for de klippede får, beskytte lønmodtagere og landbrugere imod Den Nye Overklasses grønne Jihad og forhindre et gigantisk spild af skatteborgernes penge.
Storbyernes straf
Men kommunalvalget den 16. november sidste år fik socialdemokraterne til at tabe modet. Især i de større byer blev partiet straffet for sin flygtningepolitik, sin utilstrækkelige klimaangst – for sin konformitet. Frygten for en dag at blive aldeles forladt af storbyernes elite fratog socialdemokraternes modet til f.eks. at stå imod den rødgrønne vækkelse.
I marts gik Mette Frederiksen bodsgang, skrabede sig med potteskår og forsikrede De Moderne Tyranner om, at hun var mindst lige så grøn som rød. Skæl var faldet fra hendes øjne, nu kunne også hun se klimakatastrofen, og danskerne blev straffet med en klimaplan, som vil drive os til tiggerstaven, uden at vi tjener et eneste skide kilowatt på det.
Nu har socialdemokraterne også kapituleret over for foreløbig ét afsnit af identitetspolitikken, nemlig kønsidentitet. Hvis man gik og troede, at det bare er EU, som tvinger Danmark til statsstyret kønspolitik, f.eks. tvungen barselsorlov til fædre og mere af samme skuffe, så vær ganske urolig: den slags klarer det politisk-korrekte flertal i Folketinget selv.
Et uhyggeligt flertal
Medieforliget er indgået af et uhyggeligt rød-grønt, smalt flertal bestående af regeringen, Socialistisk Folkeparti, De Radikale, Alternativet, en mand, der hedder De Frie Grønne, samt Kristendemokraterne.
Lad gå med, at det venstreorienterede journalist-reservat i DR-byen bliver stivet af med endnu 100 millioner kroner; og at almindelige skatteborgere, som gerne vil se TV-serier, skal straffes med en afgift på streamingtjenesterne: det er bare traditionel socialdemokratisk magtpolitik, betalt af skatteborgerne.
Men de værste symboler i medieforliget ligger i den ”køns-selvangivelse”, som nu skal påtvinges produktioner i og til Danmarks Radio og TV2. Regeringen foreslog selv, og det er nu vedtaget, at der skal ske en ”skærpelse af krav om mangfoldighed” i DR og TV2. Nu gælder det, at hvis et firma vil have del i mediestøtten f.eks. for at lave et program til DR eller TV2, skal der udfærdiges en rapport, en såkaldt ”selvangivelse af kønsfordeling” med oplysninger om, hvor mange ”mand/kvinde/andet”, som er ansat som chefer, mellemledere og journalister – og hvor meget de tjener.
Kvinde- og mandemusik
Ansøgeren skal dokumentere, at der er en ligelig kønsfordeling i programmets film- og lydoptagelser, altså hvor mange skuespillere fra hvert køn og ”andet”, som medvirker. Radiostemmer skal også registreres efter køn i kønsselvangivelsen i film, og hvilket køn, som radiostemmerne har, samt ”kønsfordeling af ord fra den endelige udgave af manuskriptet”. Det skal også nøje kontrolleres, at en radiostation sørger for en ligelig fordeling af kvinde- og mandemusik. Og vel også ”andet”-musik, hvordan den så end lyder.
(Her er i øvrigt et smuthul, som hurtigst bør lukkes: kreative producenter kunne fristes til, i en tid hvor køn blot er en social konstruktion, som kan fravælges og vælges, at presse de ansatte til at lade sig registrere som kvinder eller bare noget ”andet” for at kunne opfylde femårsplanens og kønsselvangivelsens kvotemål)
Ved årets afslutning skal alle oplysningerne indsamles, sammenkøres, analyseres og publiceres, så journalisterne får et par dage til at plage os med klage-historier om, hvor elendigt det står til med ligestillingen i Danmark.
Flere nasserøve at føde på
Den socialdemokratiske regering har købt storby-venstrefløjens seneste påhit: At der findes mere end to køn. Det er svært nok at indgå et medieforlig, men det bliver kun værre af, at regeringen vil fedte for de venstreorienterede i storbyerne. En medieaftale bør vel handle om, hvordan danskerne via skatten skal betale for at blive underholdt og oplyst, ikke om kønnet på dem, der gør det – altså om de tilhører kategorien ”mand/kvinde/andet”.
Al den slags overvågning, afrapportering og evaluering skal nok give nogle ekstra jobs til overflødighedsproduktionen fra universiteterne; i stedet for at blive ansat i kommunale nasserøvsprojekter kan de nu få ansættelse i et blødt STASI-agtigt kontrolapparat, hvor de udfylder regneark og kontrollerer køns-selvangivelser i medie- og underholdningsindustrien.
Socialdemokratiets spinkle håb er, at de ansatte i den slags parasitære jobs i taknemlighed stemmer socialdemokratisk – til erstatning for de traditionelle vælgere, som bliver kørt ud på historiens losseplads af CO2-afgifter og grøn afindustrialisering.