Site icon 24NYT

Sodavandsflasker med metadon

Arkivbillede. Foto: Thomas Tolstrup

Store narkotikafangster ved den dansk-tyske grænse den seneste uge. Tre ransagninger af biler ved grænsen har afsløret forsøg på at indsmugle større mængder narkotika.

Tirsdag den 15. oktober blev to biler først på eftermiddagen og med kort tids mellemrum udvalgt til kontrol ved Frøslev grænse af den særlige Politi og Toldenhed fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) og Toldstyrelsen i Padborg.

Den indledende efterforskning viste, at de to køretøjer kunne sættes i forbindelse med hinanden.

Den forreste bil blev ført af en 19-årige mand fra Holland.

En anden 19-årig mand – fra Congo og bosat i Holland – var fører af en Range Rover, der viste sig at indeholde tre kg ecstasy og 1½ kg amfetamin fordelt i pakker.

De to mænd blev onsdag den 16. oktober fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved retten i Sønderborg. De blev begge af dommeren fængslet i fire uger. De kærede ikke.

Sodavandsflasker med metadon

Da en 30-årig svensk statsborger i torsdags den 17. oktober kørte over grænsen i Frøslev, blev bilen udtaget til kontrol af den særlige Politi og Toldenhed fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) og Toldstyrelsen.

Det viste sig, at der i hans BMW lå mange store sodavandsflasker, hvoraf en del havde været åbnet. Flaskernes indhold blev testet, og det viste sig, at de indeholdt i alt 39,5 liter Metadon.

Manden blev fredag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre ved retten i Sønderborg. Han nægtede sig skyldig, men dommeren valgte at fængsle ham i fire uger.

30 kg amfetamin og 3 kg ecstasy gemt i bilen

En 21-årig hollandsk mand i en Suzuki Vitara blev kort efter midnat natten til tirsdag den 22. oktober udtaget til kontrol af personale fra UKA Vest på Frøslev grænse.

En grundig gennemgang af bilen afslørede 30 kg amfetamin og 3 kg ecstasy.

Den 21-årige har netop været fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved retten i Sønderborg. Han nægtede sig skyldig, men blev fængslet i fire uger. Han kærede ikke kendelsen.

– Vi er meget tilfredse med den seneste uges narkotikabeslag ved grænsen, siger politiinspektør Brian Fussing fra UKA Vest. Det er meget tilfredsstillende, at både vores tætte samarbejde med Toldstyrelsen bærer frugt, men også at vores politimæssige fokus på både indrejse og kriminalitet giver resultater.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.
Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Exit mobile version