Site icon 24NYT

Sol så langt øjet rækker: husk at beskytte øjnene med solbriller

Solen brager igennem og det er virkelig blevet dansk sommer. Louis Nielsen og Dansk Blindesamfund opfordre til at huske solbrillerne. Det kan nemlig have varige konsekvenser for dit syn, hvis du ikke beskytter dine øjne mod solen.

Børn skal passe ekstra godt på øjnene og bruge solbriller i det gode sommervejr. Deres pupiller er nemlig større end voksnes, og derfor kan flere uv-stråler ramme øjet og gøre skade. Det fortæller klinisk fagspecialist hos Louis Nielsen Pernille Lindhardt Steiness

Solen brager igennem i Danmark og giver høj varme.

Ligesom solcreme og solhat, bør solbrillerne bør også være på, når du bevæger dig udenfor i den kraftige sommersol. De beskytter nemlig dine øjne mod uv-strålerne.

Sådan lyder opfordringen fra klinisk fagspecialist, Pernille Lindhardt Steiness, fra Louis Nielsen.

En rundspørge fra 2020 foretaget af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden viser, at selvom 9 ud af 10 kender til UV-indekset, er det kun hver tredje, der ved, at man bør beskytte sig mod solen, når indekset kommer op på 3 eller mere.

På solrige sommerdage i Danmark ligger uv-indekset mellem 5 og 7, hvilket betegnes som højt, og her er det vigtigt at beskytte sig mod solen kraftige stråler. Det gælder også øjnene.

Solen kan skade øjnene
Samme tendens oplever Louis Nielsen. Her er det heller ikke alle, der ved, at solbriller ikke blot forhindrer sol i øjnene, men også beskytter øjnene mod solens uv-stråler.

Ligesom det er vigtigt at beskytte huden med solhat og solcreme, skal øjnene også beskyttes med deres svar på solcreme, nemlig solbriller.

– Det er vigtigt at huske solbrillerne, når solen skinner, som den gør i disse dage, og uv-indekset derfor er rigtig højt. Uden beskyttelse mod solen kan øjnene og synet i værste fald tage varigt skade, fortæller Pernille Lindhardt Steiness, der er uddannet optiker med en kandidat i optometri og synsvidenskab fra Aarhus Universitet.

Det skrappe sollys kan føre til en tidlig udvikling af grå stær, som kan nedsætte synsevnen.

Den slags skader og risikoen for kræft er også noget, der bekymrer hos Dansk Blindesamfund:

–  Omkring 400 danskere bliver årligt opereret for hudkræft på øjenlåget, som er forårsaget af UV-stråler. UV-strålingen i Skandinavien er faktisk på højde med UV-strålingen på Sicilien i Italien om foråret. Det tænker vi måske ikke lige over. UV-stråler kan give modermærkekræft både i selve øjet og på øjenlåget, ligesom solens stråler er relateret til grå stær, forklarer Ask Løvbjerg Abildgaard, landsformand i Dansk Blindesamfund.

Han understreger vigtigheden at huske solbrillerne.

– Vi er blevet gode til at bruge solcreme eller krybe i skyggen, når solen skinner i Danmark, men vi skal altså også huske at beskytte øjnene – vi skal jo gerne kunne se hele livet.

Børn er særligt udsatte
Det er dog ikke kun de voksne, der skal passe på øjnene i solen. Pernille Lindhardt Steiness påpeger, at det er ekstra vigtigt at beskytte børns øjne mod de skadelige uv-stråler.

Det skyldes blandt andet, at børns pupiller er større end voksnes.

– Jo større pupiller, jo flere uv-stråler rammer øjets nethinde og linse. Her kan strålerne gøre skade. Børn opholder sig desuden mere udenfor end de voksne i løbet af sommerdagene, og derfor er det ekstra vigtigt, at de husker solbrillerne, som beskytter mod uv-stråler.

Mange refleksioner ved vandet
Mange trækker i sommerhus mod vandet, når temperaturerne stiger, og her bør du skænke dine øjne en ekstra tanke. Både vand og sand reflekterer nemlig solens stråler, som rammer dine øjne.

– Vandet reflekterer op mod 80 % af solens stråler, som rammer øjnene. Derfor er det også vigtigt at huske solbrillerne på og ved vandet. Det gør også oplevelsen bedre, fortæller Pernille Lindhardt Steiness.

Undgå spændingshovedpine med solbriller
Solbriller beskytter mod solen, men de kan også forebygge andre gener. Du kan nemlig undgå spændingshovedpine, når du husker solbrillerne, fordi du ikke kniber øjnene sammen.

– Uden solbriller har man en tendens til at knibe øjnene sammen, og det kan give hovedpine. Det undgår du, når du bruger solbriller, fordi dine muskler omkring øjnene slapper af. Det er da også en god sidegevinst, siger Pernille Lindhardt Steiness.

5 råd til at beskytte dine øjne mod solen

  1. Vælg solbriller med uv-beskyttelse, som beskytter dine øjne mod solens farlige uv-stråler. Gå efter solbriller med CE-mærkning, som er garant for, at solbrillerne overholder kravet om uv-beskyttelse.
  2. Husk især solbrillerne, når du er på stranden eller på vandet. Sand og vand reflekterer nemlig solens stråler, som rammer dine øjne.
  3. Husk solbriller til børnene, hvis øjne er ekstra udsatte, fordi de har større pupiller og opholder sig udenfor i længere tid end voksne.
  4. Brug også solbriller på skyede dage. Uv-strålerne kan nemlig godt trænge igennem på en overskyet dag.
  5. Brug den gratis ”UV-INDEKS”-app. Appen er lavet i et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden, Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen og gør det nemt for dig at holde øje med uv-indekset og vide, hvornår du skal passe særligt på.
Exit mobile version