Sommerhussalget i 2020 har nu overgået hele 2019

Der skulle kun gå otte måneder af 2020, før antallet af solgte sommerhuse overgik salget i hele 2019. Også salget af villaer og rækkehuse samt ejerlejligheder er steget.

I de første otte måneder af 2020 har landets ejendomsmæglere solgt 10.968 sommerhuse, og det er flere end i hele 2019, hvor salget lød på 10.225 sommerhuse. Det viser nye handelstal fra Boligsiden.

Dermed har sommerhussalget nået sit foreløbige klimaks i et 2020, hvor de eftertragtede fritidsboliger har stjålet overskrifterne på boligmarkedet.

”Allerede inden corona kom til Danmark var sommerhussalget højere end normalt, men henover foråret og sommeren blev der solgt ekstraordinært mange sommerhuse. De strikse rejserestriktioner under corona og hensynet til klimaet har gjort det både nødvendigt og moderne at holde ferie i Danmark. Alligevel er det helt vildt, at salget allerede efter otte måneder er højere end sidste år,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

I august måned er der solgt små 1.400 sommerhuse – 25 procent flere end i august sidste år. Dermed har sommerhussalget i alle årets måneder indtil videre overgået den tilsvarende måned sidste år.

”Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at samtlige måneder er bedre end året før. Men det gør det til noget helt specielt, når vi ser det i lyset af, at salget i 2019 var det hidtil bedste år for sommerhussalget siden finanskrisen,” siger Birgit Daetz.

LÆS OGSÅ:  Salget af sommerhuse stiger fortsat

Salget af sommerhuse er steget med 50 procent eller mere i 32 kommuner fra januar til august 2020 sammenlignet med samme periode sidste år. Se listen i bunden.

Salget af huse og lejligheder stiger også

Den voldsomme stigning i salget af sommerhuse kan hverken villaer og rækkehuse eller ejerlejligheder matche. Det betyder dog ikke, at det går dårligt på de dele af markedet. Tværtimod er salget efter årets første otte måneder højere end på samme tidspunkt sidste år.

For husene gælder det, at der har været en stigning på ni procent, mens salget af ejerlejligheder er seks procent højere.

”August er fjerde måned i træk, hvor der har været mere end 5.000 hushandler, og den grænse er der ingen andre måneder end de fire, der har krydset de seneste 10 år. Det siger noget om, at nok er der ikke tale om samme boom som på sommerhusmarkedet, men at det går rigtig godt med salget af huse,” siger Birgit Daetz og tilføjer:

”Efter salget af lejligheder dykkede massivt i marts og april har markedet rejst sig med flotte handelstal henover juni og juli. I august har antallet af handler været mere almindeligt, selv om det stadig er højere end august-salget de seneste to år. Fortsætter den tendens vil 2020 – på trods af corona – blive et bedre år end både 2018 og 2019.”

LÆS OGSÅ:  Rekordsalg af sommerhuse giver flere skader

Udviklingen i salget for de enkelte boligtyper:

Boligtype Salg januar-august 2019 Salg januar-august 2020 Ændring
Villaer og rækkehuse 33.832 36.861 9 %
Ejerlejligheder 11.913 12.656 6 %
Sommerhuse 7.008 10.968 57 %

(Kilde: Boligsiden)

Kommuner hvor sommerhussalget er steget 50 % eller mere:

Kommuner Salg januar-august 2019 Salg januar-august 2020 Ændring
Vordingborg 133 286 115 %
Middelfart 35 73 109 %
Sønderborg 62 127 105 %
Holstebro 59 120 103 %
Norddjurs 134 271 102 %
Vejle 41 81 98 %
Silkeborg 32 62 94 %
Lemvig 74 143 93 %
Haderslev 44 84 91 %
Næstved 75 142 89 %
Kalundborg 236 446 89 %
Skive 78 147 88 %
Vesthimmerland 99 185 87 %
Mariagerfjord 112 205 83 %
Langeland 67 122 82 %
Syddjurs 288 518 80 %
Hedensted 76 137 80 %
Kolding 62 111 79 %
Aalborg 173 303 75 %
Helsingør 91 159 75 %
Hjørring 148 251 70 %
Lolland 143 237 66 %
Guldborgsund 272 445 64 %
Frederikssund 221 353 60 %
Frederikshavn 120 191 59 %
Tønder 86 135 57 %
Thisted 119 185 55 %
Ringkøbing-Skjern 414 639 54 %
Slagelse 134 205 53 %
Odder 68 104 53 %
Jammerbugt 261 391 50 %
Faaborg-Midtfyn 34 51 50 %

(I tabellen indgår kun kommuner, hvor der har været minimum 50 handler i perioden januar – august 2020. Kilde: Boligsiden)