Natten til onsdag omkring kl. 03.27 sad en 46-årig mand på Banegårdspladsen i Aarhus, da han pludselig blev sparket flere gange i ansigtet af en 37-årig mand.
Den 37-årige forklarede, at han havde fået sin cykel stjålet, og at han derfor var blevet vred. Flere vidner på stedet tilbageholdt den 37-årige, indtil politiet kort efter ankom. Den 37-årige virkede beruset og var fortsat udadreagerende. Han blev anholdt, sigtet for vold og taget med på politistationen.