Spionage eller en jagt efter sandheden?

Den seneste ballade omkring Trump-administrationens nye direktiv om at intensivere overvågningen eller informationsindsamlingen (som efterretningstjenesterne foretrækker at kalde det) i Grønland er ikke optrapning til en blød krigserklæring, som nogle reaktionære journalister eller politikere hævder. Dog er det et tegn på, at Trump administrationen tager hele Grønland-sagaen alvorligt, at de ønsker at finde amerikanske støtter, som er villige til at hjælpe USA med deres bestræbelser på at blive partner med Grønland, mens administrationen navigerer i diplomatiets oprørte vande.

Som jeg ser det har USA flere mål. Ét er at forbedre USA’s forståelse af, hvordan grønlændere i virkeligheden forholder sig til USA. Et andet er at åbne døren til en mere direkte og vedvarende dialog med det grønlandske folk. Ingen af de mål er i sig selv fordækte. Sandheden er, at verdens lande rutinemæssigt overvåger eller iagttager hinanden både inde- og udefra – i dag med en meget avanceret teknologi samt med mere fundamentale metoder fra det forrige århundred.

Men nu er USA – og især Trump-administrationen – blevet opfattet som hovedskurken i det grønlandske drama. Amerikanerne ses at være den ny Stasi og mange frygter at USA vil opbygge en gigantisk database over hver eneste grønlænder, med oplysninger om deres politiske overbevisninger og forbrugsvaner med henblik på at købe deres loyalitet.

Det er i strid med virkeligheden. Den normale praksis af overvågning og dataindsamling i sig selv ikke kan defineres som spionage, som ofte karakteriseres som skjult og illegal overvågning.  Alverdens lande har overvåget hinanden i hundredvis af år. Praksissen er blevet anerkendt af enhver seriøs militærstrateg, politisk analytiker og regeringsleder, som forstår, hvor kritisk, pålidelig information er for et lands militære beredskab og dets samspil med nabolandene. Samspillet kan dreje sig om internationale politiske spørgsmål, traktatforhandlinger, erhvervsmæssige relationer eller om, hvordan deres politiske partier gebærde sig.

Verden vrimlede med spioner under Den Kolde Krig. Informationsindsamlere var dybt integrerede i mållandenes samfund. Nogen fungerede som NOC’er (non-official cover) – agenter med respektable “dagjobs” i deres lokalsamfund. Andre havde til opgave af en udvidelse af et netværk af andre kilder, der kunne trænge dybere ind i samfundets struktur for at få adgang til værdifuld information og bliver til en del af et “tidligt varslingssystem”, der kunne bruges til at forhindre konflikter.

Det har været almindelig praksis for lande med bilaterale politiske aftaler, der havde en fælles fjende, at tillade efterretningsagenter at operere fra hinandens ambassader. Nogle som erklærede medarbejdere, og andre kunne være skjulte. De erklærede agenter arbejder tæt sammen med værtslandets efterretningstjenester med udveksling af rutinemæssig information. Andre gør det ikke, men sender deres rapporter direkte tilbage til deres hovedkvarter så andre kan evaluere oplysningerne for deres relevans.

Det rejses mange spørgsmål i forhold til det nuværende direktiv, som blev lækket til Wall Street Journal og senere blev til en nyhedshistorie. Hvad med Grønland? Skal amerikanske diplomater eller almindelige amerikanere, der arbejder for den amerikanske regering, forbydes at kontakte grønlændere? Skal den danske eller grønlandske regering forhindre sine egne borgere i at tale med uofficielle amerikanere? Og hvad med legitime meningsmålingsinstitutter? Skal de forhindres i at foretage meningsmålinger i Grønland eller Danmark? Hvad med akademikere eller erhvervsfolk? Skal de afholde sig fra at stille grønlændere spørgsmål om deres holdning til USA? Vil journalister være undtaget forbuddet? Hvis svaret er “ja” til det sidste spørgsmål, hvordan kan vi sikre os, at deres oplysninger ikke er forudindtagede eller fordrejede?

For at forstå informationsindsamlingens industri er vi nødt til at udvide vores perspektiv til at omfatte resten af verden. Hvor mange af verdens autoritære regimer ville være interesseret i at forbyde journalister og whistleblower-organisationer at operere i deres lande? Hvor mange af dem ville ønske at regulere ethvert nyhedsindslag, før de når frem til et TV-studie eller avistrykkeri? Mange. Lande som Kina og Rusland kommer i tankerne – steder, hvor nyhedsudsendelser er stramt regulerede ligesom mellemøstlige lande som Iran og Yemen. Selv i Fjernøsten, i sofistikerede lande som Singapore, var der forbud mod private parabolantenner da jeg boede der, og regeringen kontrollerede adgangen til internettet, som blev nøje overvåget og styret af regeringen.

Sandheden er, at vores moderne verden lever af information. Noget af den er sandt, andet falsk – men hvis vi skal bevare friheden til at træffe fornuftige beslutninger, må vi beskytte informationsindsamlingen. Ellers kan vi lige så godt skrue tiden tilbage til de Kold Krigs årene og acceptere, at diktatoriske regimer med absolut magt vil regere ubestridt, velvidende at kun de har adgang til de rigtige oplysninger. Grønland-sagaen handler i virkeligheden om, hvor vi vælger at trække grænsen for informationsindsamling og -formidling, og om vi derefter tør spørge os selv: “Er vi i virkeligheden ikke mere bange for den information, der kommer fra indsamlingen, end vi frygter selve processen?”