Torsdag den 7. januar om aftenen kom en bilist kørende ad Søndergade i Frederikshavn, da politiet standsede ham til en rutinekontrol.
Betjentene henvendte sig til føreren af bilen, en 43-årig mand. Her fik de hurtigt mistanke til, at bilisten var påvirket under kørsel. En lugt af alkohol fra bilens kabine satte dem nemlig på sporet, men hvorvidt manden var påvirket eller ej skulle selvfølgelig komme an på en udåndingstest og en narkometertest.
Desværre for bilisten gav begge tests udslag – tilsyneladende var føreren både påvirket af spiritus og cannabis under kørsel. Og grundet mistanke til besiddelse af euforiserende stoffer ransagede politiet derefter bilen og visiterede føreren. I bilen fandt man en knippel, som ifølge våbenloven er ulovlig.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for spirituskørsel, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer samt overtrædelse af våbenloven.
Efterfølgende kørte politiet den sigtede til skadestuen for at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.