Sprængning af bomber på Als

Området skal nu sikres og kontrolleres, inden beboerne kan vende hjem

Sprængningen af to bomber fra anden verdenskrig er nu gennemført. Bomberne blev fundet på en mark ved Kær uden for Sønderborg den 29. oktober og stammer fra et britisk bombefly, der styrtede ned i 1943. Tirsdag blev den ene af bomberne afdækket og det viste sig, at den var i dårligere stand end forventet. Tilintetgørelsen af bomberne blev derfor fremrykket.

Syd- og Sønderjyllands Politi evakuerede i løbet af tirsdag aften og nat knap 200 husstande indenfor en sikkerhedszone på 2300 meter fra bomberne. Evakueringen var tilendebragt onsdag morgen, hvorefter bomberne blev sprængt klokken 10.45.

Området skal nu kontrolleres og sikres, så borgerne igen kan vende hjem til deres huse og ejendomme. Det forventes at kunne ske i løbet af eftermiddagen. Borgerne skal afvente en udmelding om, at området genåbnes, hvorefter de kan vende hjem. Politiet kontakter så mange af de berørte borgere som muligt telefonisk, men opfordrer derudover til at man følger med i medierne, samt på Syd- og Sønderjyllands Politis Twitterkanal og Facebookside.

 

Viser der sig at være skader på en bygning, skal politiet informeres på 1-1-4 og skaderne skal derudover anmeldes til eget forsikringsselskab.

Der kan være faldet fragmenter af bomberne ned i sikkerhedszonen. De består af støbejern og stål og kan indeholde tungmetaller. For at få dem bortskaffet anbefales borgerne at tage en handske på, samle fragmentet op og deponere det i spanden til metalaffald.

LÆS OGSÅ:  Cykelbombe skadede 250 lejligheder

Politiet har fortsat et callcenter, der kan besvare spørgsmål og hjælpe berørte borgere. Ring 1-1-4 for at komme i kontakt med callcenteret.

Myndighederne inviterer i næste uge de berørte borgere til borgermøde for at gennemgå forløbet og få svaret på de spørgsmål, der naturligt følger af hændelsen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)