Som mange andre beundrer jeg Ukraines mod og beslutsomhed i kampen mod det russiske overfald. Men efter 70 dages myrderier og ødelæggelser er tiden kommet til besindelse. Putin skal ikke have lov til at okkupere et naboland, og vi må få ham til at forstå, at han godt kan opgive planerne om at genskabe det tsaristiske imperium. Med andre ord: Hvis han vil have krig, får han krig.
Men der nogle sandheder, som vi gør klogt i at indstille os på, og de drejer sig ikke om den moralske ret, men om realpolitik.
Putins krig er løbet af sporet. Hans krigere blev ikke modtaget som befriere, og de kunne ikke underkue Ukraine på fire dage. Krigen er på vej til en stillingskrig, som ingen af de stridende kan vinde, fordi Vesten bliver ved med at forsyne Kiev med våben. Som man sagde om kampene på vestfronten i Første Verdenskrig, er Ukraine-krigen endt som et “materielslag” – hvem har mere kanonføde og flere kanoner?
Vesten må vælge: Skal Rusland tvinges til betingelsesløs overgivelse, som USA og Storbritannien forlangte af Tysland under Anden Verdenskrig? Det var risikofrit, for Hitler havde ikke kernevåben.
Det har Putin, og han vil næppe tøve med at lægge halvdelen af Europa øde, hvis han bliver tvunget ud af Ukraine. Diktatorer har nemlig et problem: Hvis deres storskrydende militarisme slår fejl, har de ikke længe at leve, som vi så med Mussolini og Hitler. Altså KAN Putin ikke tabe.
Ingen i Vesten har krævet betingelsesløs overgivelse af Rusland, som ville indebære militær besættelse af Moskva. Der er derfor ingen anden udvej end en forhandlingsløsning. Den vil nok indebære, at Ukraine må afstå områder i landets østlige del.
Men som realistiske krigsteoretikere har påpeget, må man enten satse på en total sejr eller give fjenden en udvej.