Startede med en osende bil – endte med fem sigtelser og en indkaldelse til syn

Mandag kl. 11.10 kørte en betjent i en patruljebil på Viborgvej i Aarhus V, da han bemærkede en forankørende bil, der osede meget. Han bemærkede også, at føreren af bilen sad med en mobiltelefon i sin ene hånd, og at hans sikkerhedssele hang bag ved ryggen.

Betjenten fik standset bilen og tog kontakt til den 27-årige mandlige fører. Han blev sigtet for overtrædelser af færdselsloven for at have anvendt håndholdt mobil under kørsel og for ikke at have anvendt sikkerhedssele. Den 27-årige mand blev også gjort bekendt med, at politiet ville indkalde bilen til syn, fordi den osede meget, og fordi forruden var smadret.

Betjenten bad herefter manden om at stige ud af bilen, da han gerne ville se lidt nærmere på den, hvilket fik den 27-årige til at fare ud af bilen, gå truende tæt på betjenten og råbe skældsord efter ham. Han blev derfor anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

Da betjenten ville lægge den 27-årige i håndjern, gjorde han dog kraftig modstand, men kort efter ankom en hundepatrulje til stedet, og de fik hjulpet deres kollega med at sætte håndjernene på. Den 27-årige mand blev herefter også sigtet for at modsætte sig anholdelse.

Politiet tog efterfølgende kontakt til den 24-årige kvinde, der stod som ejer af bilen, og oplyste hende om, at bilen ville blive indkaldt til syn, og at politiet ville foretage en ransagning af bilen. Under ransagningen fandt betjentene en peberspray, som den 24-årige kvinde nægtede at kende noget til. Hun oplyste, at den måtte tilhøre den 27-årige. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven, og pebersprayen blev beslaglagt.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)