I Danmark ser vi det som samfundets ansvar at integrere indvandrere, ligesom vi gør folkeskolen ansvarlig for, at vores børn lærer at læse og skrive. Vi har derfor etableret et vældigt migrantindustrielt kompleks med tusindvis af konsulenter, tolke, arbejdsformidlere, sproglærere og sociale sagsarbejdere. Men facit efter næsten 60 års integrationsarbejde er en total fiasko uden udsigt til forbedring. Især når det drejer sig om migranter med arabisk kulturbaggrund.
I en nylig rapport fra Justitsministeriet om ytringsfriheden i Danmark konstateres det, at 76 procent af indvandrere fra islamiske lande vil forbyde kritik af islam. I en meningsmåling, som Wilke i 2015 foretog for Jyllands-Posten, mente 77 procent af de adspurgte indvandrere med islamisk kulturbaggrund, at koranens bud skulle følges fuldt ud, hvilket ville betyde, at det danske folkestyre og retsstaten skulle udskiftes med en islamisk formynderstat. Det her kan ikke blive værre. Vi har gravet os ned i et hul og graver ufortrødent videre. Politikere og erhvervsliv råber på mere udenlandsk arbejdskraft, men har intet bud på, hvordan vi slipper de fagligt kompetente ind og holder klienterne ude. Den kaotiske udlændingepolitik dalrer fortsat derudaf som et skib uden ror.
I årtier har medier og politikere ført en ørkesløs dialog, om indvandring burde føre til integration eller til fuld assimilation. Det er tom snak uden mål og midler ført af mennesker, der ikke gider se på erfaringer fra andre samfund. USA er verdens største multietniske indvandrersamfund. Størstedelen af befolkningen består af efterkommere af hvide indvandrere fra Europa, men der er store minoritetsgrupper af afro-amerikanere, asiater og latinoer. Her kan man ikke tale om assimilation. For hvilken etnisk gruppe skal en indvandrer assimilere sig med? Historikeren Palle Lauring sagde engang, at ”danskerne er ikke et folk, men en stamme”. Hvis man således kræver assimilation for indvandrere, betyder det, at de skal blive ligesom os, hvilket medfører at migranten skal skifte sin medfødte kulturelle identitet ud med en ny og dansk. Det kan vi ikke forlange af tilvandrende medborgere. Og det er heller ikke sådan, integrationen foregår i USA, hvor langt de fleste amerikanere har en dobbelt kulturel identitet og er stolte af det. På den ene side er de glade for at være en del af en stor, fri og stærk nation, og på den anden side er de meget bevidste om deres kulturelle rødder. De ved præcist, hvornår deres tip-tip-oldefar udvandrede fra Napoli, Hamburg, Lemvig eller Warszawa og dyrker intenst deres slægtshistorie. Hvis de har råd til det, foretager amerikanerne gerne en pilgrimsrejse til deres oprindelsessted og besøger fjerne slægtninge for at høre mere om familiens rødder.
Hvert år afholder New York en migrantfestival med et stort optog på Broadway. Her kan man se en uendelig parade af blokvogne med tableauer fra de gamle hjemlande. Der er en blokvogn med en papmaché-model af Vesuv ledsaget af mandolinspillende italienere i folkedragter. Bagefter kommer en vogn med Akropolis opført i sølvpapir. Så en vogn med et tysk truthornsorkester i Lederhosen, der spiller alpepolkaer foran et kæmpestort ølkrus fra Löwenbräu. Vi får også en vogn med den irske harpe og en flok kanonfulde gutter fra den grønne ø iført grønne bowlerhatte. Amerikaneren er stolt af at være en del af en fri nation, hvor man kan få succes ved talent og hårdt arbejde. Og de er stolte af at komme et sted fra, at have en kulturel identitet og familierødder i den gamle verden.
Når vi danske slår os ned i fjerne lande søger vi også sammen med nogen, der ligner os mest muligt. Vi vil gerne have danske venner, men ellers er nordmænd, finner, briter, amerikanere og australiere også i høj social kurs. Men også svenskere, baltere, polakker og tyskere kan gå an på den socialkulturelle børs. Der er dog ikke megen efterspørgsel efter franskmænd, italienere og spaniere og heller ikke efter indere, asiater og afro-afrikanere (hedder det vist). Denne prioritering har ikke noget at gøre med diskrimination eller racisme, men er udelukkende en funktion af vores kulturelle arv og identitet. Der er intet galt i at være tro mod den, som man er.
På samme måde skal vi ikke forlange af vores indvandrere fra Tyrkiet, Syrien og Nordafrika, at de skal opgive deres egen kultur og levevis. De skal have lov til at leve i kulturelle fællesskaber, der gør dem trygge ved tilværelsen i deres nye land. Men det danske samfund har totalt svigtet sin opgave med at stille de afgørende krav til integrationen, som er selvforsørgelse, beherskelse af dansk i skrift og tale og en fuld accept af det danske folkestyre og retsstaten. Det dansk samfund må aldrig acceptere en fremmed socialstruktur, der hviler på oldgamle arabiske stammetraditioner. Vi har lagt os fladt ned og ladet os køre over af islamiske aggressorer, så vi nu lider under en række parallelsamfund, stater i staten, hvor der gælder andre regler end i det danske retssamfund.
Det kræver mod og beslutsomhed, hvis vi skal redde stumperne af et harmonisk, samvirkende Danmark: Et femårigt moratorium fra de gældende flygtningekonventioner, stop for indvandring af klienter, ingen positiv særbehandling af migranter fra islamiske kultursamfund. Stop for modersmålsundervisning, nedlæggelse af de islamiske friskoler. Ingen kontanthjælp efter første arbejdsvægring. Fast arbejde som forudsætning for opholdstilladelse. Fængselsstraf betyder udvisning. Mindre kan ikke gøre det, men mindre er lige det, vi får. Der er ikke udsigt til en konsekvent integrationsindsats baseret på krav og ikke på kapitulation. Men det er da også svært at se skriften på væggen, når man har ryggen mod muren.