Staten øger illiberal kontrol med medierne

Folketinget har med et smalt flertal vedtaget en ny medieaftale, som underlægger de statsstøttede medier øget statslig kontrol. Fremover skal rammerne for mediernes virke i langt højere grad bestemmes politisk.

De røde politikere markedsfører medieaftalen som en aftale, der ”styrker den demokratiske samtale”, men realiteten er, at medieaftalen øger statens styring af den demokratiske samtale.

Medieaftalen indebærer bl.a., at mediernes etik skal granskes i et udvalg, som skal undersøge, hvordan de presseetiske regler kan strammes. Staten mener, at den skal bestemme pressefrihedens etiske ramme, fordi mediernes etiske selvregulering ikke er tilstrækkelig.

Medieaftalen griber også ind i de arbejdsmarkedsretlige regler på medieområdet, idet de statsstøttede medier fremover ikke vil kunne modtage offentlig støtte, medmindre de opfylder statens krav til deres løn- og arbejdsvilkår.

Medieaftalen etablerer endvidere særlige puljer af støtte, som de statsstøttede medier kan søge og få bevilget, såfremt staten bedømmer deres projekter positivt. Særlig støtte tildeles bl.a. til faktatjeksitet TjekDet, der får en statsfinansieret opgave med at udpege fake news – naturligvis ud fra statens egen definition af ”fake news”.

Et rent identitetspolitisk punkt i medieaftalen er statens krav om, at medier, som modtager midler fra staten, skal udarbejde en ”kønsselvangivelse”, der viser mediets fordeling af ansatte efter køn. Det er svært at kalde det andet end hjernedød woke-regulering.

Medieaftalen styrker det store socialistiske ekkokammer, idet medierne i endnu højere grad end hidtil vil agere som missionshuse, der filtrerer virkeligheden for menigheden (læs: fællesskabet) ud fra et socialistisk og identitetspolitisk perspektiv. Som kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen smukt udtrykker det, er ”vores medier med til at forme og binde os sammen som land. Intet fællesskab uden fælles forståelse og fortælling”.

Sammenfattende må det siges, at det eneste formål med medieaftalen er at styrke den illiberale danske stats kontrol med og regulering af de statsstøttede medier samt skabe ”fælles forståelse og fortælling” for det socialistiske fællesskab.

Det er i øvrigt påfaldende, at det ikke er den øgede statskontrol med medierne, der fik de såkaldte borgerlige partier V, DF og K til at smække døren og springe fra aftalen, men derimod den særlige skat på streamingtjenester som Netflix, som staten med et orwellsk newspeak-ord kalder et ”kulturbidrag”.

De borgerlige har nemlig for længst kastet det borgerlige håndklæde i ringen og bekender sig på samme måde som Socialdemokratiet til formyndersamfundet, der arbejder for “fællesskabets” interesser.

André Rossmann