Status efter ransagningsaktion i bandemiljøet

Tidligt onsdag morgen har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i samarbejde med flere sjællandske politikredse og Rigspolitiet foretaget anholdelser og ransagning på 13 lokaliteter fordelt over et større geografisk område. Aktionen er nu afsluttet, og seks personer er blevet anholdt. De fem af dem er bliver fremstillet i grundlovsforhør, mens den sjette løslades efter afhøring. Flere af de anholdte har tilknytning til rockermiljøet.

I forbindelse med aktionen har politiet blandt andet fundet et større pengebeløb, ammunition og over 50 funktionsdygtige skydevåben, hvoraf de fleste er ulovlige. Desuden stødte politiet på et våbenværksted, hvor man bl.a. har tilvirket startpistoler, så de kan skyde med skarpt.

– Vi er meget tilfredse med dagens resultat, men det er samtidig bekymrende, når vi ser, at private våbenhandlere kan sættes i forbindelse med rocker/bandemiljøet. Vi ved jo af erfaring, at når der findes våben i miljøet, så ser vi dem også ofte anvendt i forbindelse med konflikter. Derfor er det vigtigt, at få dem fjernet, siger politiinspektør fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver, der roser samarbejdet med de involverede politikredse og Rigspolitiet.

Fire af de personer, der er blevet anholdt efter dagens aktion, er i skrivende stund ved at blive fremstillet i grundlovsforhør, mens den femte først fremstilles i morgen.

De anholdte er sigtet for straffelovens bestemmelser om våbenbesiddelse under skærpende omstændigheder.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)