Kvadratmeterprisen for ejerlejligheder sætter igen rekord i november. Sommerhusene er boligtypen med den største årlige stigning i salgspriserne, og standardhuset er blevet knap 500.000 kroner mere værd på syv år. Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks for november måned.
Årets næstsidste opgørelse over prisudviklingen på boligmarkedet er landet, og det kan roligt siges, at alle dele af boligmarkedet lige nu ser ud til at kunne runde året stærkt af. Det viser nye tal fra Boligsiden.
Vi lægger ud med ejerlejlighederne, som igen i denne måned sætter ny rekord for årtiet. Her er den gennemsnitlige kvadratmeterpris nemlig landet på præcis 28.501 kroner, hvilket er det højeste niveau for boligtypen i de sidste 10 år.
”I oktober konstaterede vi et rekordhøjt antal solgte ejerlejligheder i to år, og nu kan vi se, at priserne også følger med. Salgspriserne for ejerlejligheder har været stigende siden juli måned i år, og vi har ikke tidligere set et så højt niveau, som nu. Det vidner om et marked, der igen begynder at røre på sig efter en periode med stilstand,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Standardhuset er blevet knap 500.000 kroner mere værd
Rykker vi videre til villaerne og rækkehusene, er der også her tale om fortsat fremgang i salgspriserne. Her er den gennemsnitlige kvadratmeterpris steget til 14.549 kroner. Det er også ny rekord for årtiet.
Aktuelt er der samtidig tale om, at salgspriserne for huse stiger med mere end én procent i 68 ud af de i alt 98 kommuner i Danmark.
Kigger vi tilbage i tiden og ser på prisudviklingen, viser Boligsidens beregninger, at sammenlignet med 2012, hvor huspriserne lå på det laveste niveau i årtiet, bliver standardhuset på 140 kvadratmeter i dag solgt til knap 500.000 kroner mere end for syv år siden.
”Umiddelbart lyder en stigning på 500.000 kroner måske ikke af meget. Men med den nuværende kvadratmeterpris betaler man i dag 2.036.860 kroner for en standardvilla på 140 kvadratmeter. Set i den optik udgør de 500.000 kroner en fjerdedel af den samlede pris, hvilket må siges at være en anseelig sum,” forklarer Birgit Daetz.
Den økonomiske gevinst vil selvsagt variere en del, alt efter hvor meget salgspriserne er steget i de enkelte kommuner.
Lune sommerhuspriser i en kold måned
Vi nærmer os årets afslutning, og selvom det ikke er højsæson for køb af sommerhus, ser sommerhuspriserne ud til fortsat at befinde sig i en tilstand af indian summer. De stiger nemlig fortsat. Faktisk er det salgspriserne for sommerhusene, der har taget det største spring opad siden sidste år.
Ifølge Boligsidens Markedsindeks er der konkret tale om en stigning på 6,2 procent i salgspriserne for sommerhuse siden samme tidspunkt sidste år. Og fremgangen er gældende i alle regioner.
”2018 var et historisk godt år for sommerhusmarkedet, og meget tyder på, at 2019 følger godt trop. Sommerhusmarkedet er begunstiget af flere års økonomisk medvind. Danskernes forbedrede økonomi kombineret med bedre lånemuligheder gør, at flere har mulighed for at investere i et sommerhus,” siger Birgit Daetz og tilføjer:
”Det ses tydeligt på markedet. Udbuddet falder, og priserne stiger. Dertil kommer også en kortere salgstid og en lavere andel, der får nedslag i prisen. Der er kort sagt stadig stor efterspørgsel på sommerhusene.”
Øvrige nøgletal:
- Salgspriserne for ejerlejligheder i hele landet er steget med 3,3 procent siden sidste år. Dermed lander kvadratmeterprisen på 28.501 kroner.
I København er den gennemsnitlige kvadratmeterpris kravlet op på 41.159 kroner, og i Aarhus ligger den på 32.908 kroner. - Salgspriserne på villaer og rækkehuse er steget med 4,1 procent i hele landet siden sidste år. Dermed ligger den nu på 14.549 kroner per kvadratmeter, og priserne stiger i 68 kommuner.
Højdespringeren er Region Hovedstaden, hvor priserne er steget med 3,7 procent siden sidste år og nu ligger på 26.447 kroner per kvadratmeter. - For sommerhusenes vedkommende er der tale om en årlig stigning på 6,2 procent i hele landet. Kvadratmeterprisen ligger dermed nu på 16.276 kroner for denne boligtype.
Aktuelle salgspriser for alle boligtyper i hele landet november 2019:
Boligtype | Gennemsnitlig kvm. pris | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
Ejerlejligheder | 28.501 kroner | 0,1% | 3,3% |
Villaer og rækkehuse | 14.549 kroner | 0,2% | 4,1% |
Sommerhuse | 16.276 kroner | 0,4% | 6,2% |
(Kilde: Boligsidens Markedsindeks november 2019)