STØT NATO – IKKE MILITARISERINGEN AF EU

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

EU besidder ikke de kompetencer, der er forudsætningen for at opbygge et effektivt militært forsvar, der kan beskytte sine 450 millioner borgere. Hverken demokratisk, organisatorisk eller ledelsesmæssigt.  EU-parlamentet er ganske vist folkevalgt, men er formodentligt det eneste parlament uden for Nordkorea, der ikke har ret til at fremsætte lovforslag. Den ret har kun EU-kommissionen. Parlamentets opgaver og ansvar tildeles således af Kommissionen og Ministerrådet. I Danmark kan vi med god ret sige: ”Intet over, intet ved siden af Folketinget”. I EU kan med lige så god ret sige:” Alt og alle over EU-parlamentet”. Kommissionens 27 medlemmer er ikke folkevalgte, men udpeget af medlemsstaternes regeringer.

 EU-kommissionens chef er ministerrådet, der består af medlemslandenes statschefer. De er alle nationalt valgt og skal genvælges nationalt. De interesserer sig ikke meget for EU-politik, da det altid er nationale problemer og muligheder, der afgør, om de kan fortsætte på chefposten. Magten er således samlet reelt i Kommissionen, der virker som et slags departementchefstyre, som vi havde i besættelsens sidste år. Det svarer til at Folketinget ikke havde ret til at fremsætte og behandle lovforslag, som udelukkende var en opgave for embedscheferne. Ønsker vi virkelig at lægge ansvaret for Danmarks sikkerhed i hænderne på et embedsmandsvælde, der reelt er uden for demokratisk styre og kontrol?

Vi begår alle fejl, men man skal ikke begå den samme fejl to gange, hvad vi gør, hvis vi stemmer ja til at afvikle forsvarsforbeholdet den 1. juni. Ved Amsterdamtraktaten i 1997 blev EU-kommissionen efter eget ønske tildelt ansvaret for at bevogte EU’s ydre grænser, hvilket var forudsætningen for, at Danmark i 2001 kunne tiltræde Schengen-aftalen om EU’s åbne indre grænser. Vi glemte bare at forhøre os om, hvordan det gik med at bevogte de ydre grænser.  18 år efter, at EU-kommissionen havde påtaget ansvaret for at opretholde de ydre grænsers suverænitet, væltede en folkevandring på to millioner mennesker uhindret ind i EU. Det var Kommissionens opgave at udarbejde en plan for, hvordan man ville forvalte sit forsvar af EU’s ydre grænser. Denne plan skulle så være behandlet af Ministerrådet og sat i værk efter godkendelse. Der kom aldrig en sådan plan på bordet. Ministerrådet svigtede totalt ved ikke at følge sagen op. Ikke et eneste kritisk spørgsmål om sagen til Kommissionen igennem 18 år. Grænsebeskyttelsen var stendød. Også medierne svigtede. Ingen avis, ingen tv-station fulgte op på denne ellers vitale proces, der skulle sikre EU mod ulovlig indvandring. Da vi pludselig stod med to millioner illegale migranter, var der heller ikke nogen, der bebrejdede Kommissionen, at de havde udløst en katastrofe, der nu ramte medlemslandene med orkanstyrke.

LÆS OGSÅ:  Asger Aamund er fortid på Berlingske

Tværtimod forsøgte politikere og medier at forklare de lamslåede borgere, at migranterne var højtuddannede personer fra Syrien, typisk hjernekirurger og atomfysikere, der med gevinst kunne integreres i de europæiske samfund. Det tyske arbejdsministerium kunne dog i 2016 berette at 80 procent af migranterne var enlige, unge mænd fra islamiske lande i Afrika og Mellemøsten uden kompetencer, der kunne føre til beskæftigelse. EU-kommissionens fiasko som garant for grænsesikkerheden var et totalsvigt for hele EU-apparatet. Ministerrådet svigtede sit ansvar for at kontrollere Kommissionens arbejde. Parlamentet havde hægtet sig af processen, og medierne svigtede deres ansvar som borgernes vogter over magthaverne.

EU’s organisation og beslutningsprocesser er i dag de samme som i 2015, og det burde stå klart for ansvarsbevidste danskere, at vi ikke skal betro vores sikkerhed til en overstatslig institution, der med al ønskelig tydelighed har bevist, at den ikke magter planlægning og gennemførelse af større tværnationale opgaver. Det amerikanske forsvarsministerium har netop over for danske journalister rettet en sønderlemmende kritik af den danske regerings planer for det vores fremtidige NATO-beredskab, hvor vi først i 2033 er villige til at bruge de aftalte to procent af BNP på forsvaret og kan stille med den lovede kampbrigade. Det er under al kritik. Forsvarets ledelse er klar med planer til den krævede opgradering herunder indkøb af materiel og træning af personel. Regeringen må til lommerne og sørger for den nødvendige finansiering hellere i dag end i morgen. Vi skylder NATO vores fulde støtte. NATO er garanten for vores frihed. Det er en militarisering af det inkompetente EU derimod ikke.