Danmark er et socialdemokratisk samfund, og det kan jo ikke være anderledes, når to tredjedele af befolkningen enten arbejder for stat eller kommune eller er på overførselsindkomst. Samfundets værdier har ændret sig. Modstandsbevægelsens idealer om kampen for frihed, ret og folkestyre var vores gyldne forbillede i årtierne efter besættelsen. Men efterhånden som Danmark bevægede sig fra et arbejdssamfund over en socialstat og en klientstat til en formynderstat, eksisterer de klassiske værdier kun som næppe hørlige efterklange i støvede partiprogrammer. Den moderne dansker kæmper ikke mere selv for frihed og ret, men tigger statsmagten -der nu hedder fællesskabet – om fred og tryghed.
Statsgaranteret tryghed er en vare, som borgerlige partier har svært ved at levere. Det kan til gengæld socialdemokratiet og venstrefløjen. Men for at komme til magtens fad må de nu eks-borgerlige partier gøre sig socialt spiselige og forlade liberale og konservative bastioner, der kræver vækst og velstand før velfærd. Man kan derfor kun blive statsminister i Danmark, hvis man er socialdemokrat. Eller opfører sig som én. I 2001 stjal Anders Fogh Rasmussen det socialdemokratiske arvegods og gjorde det til sit eget, hvilket blev den politiske strategi også for Lars Løkke og Søren Pape. Den politik, der er blevet ført i Danmark fra 2001 og til i dag, hviler således på et socialdemokratisk værdigrundlag. Og det bliver der ikke lavet om på.
Fremtidige folketingsvalg handler ikke om at bestemme sig for enten en borgerlig eller socialdemokratisk regering, men om hvem der skønnes bedst til at føre socialdemokratisk politik. Partilederen for Liberal Mini-Alliance, den ellers begavede Alex Vanopslagh har nu fra børnebordet i den borgerlige lejr forlangt, at Søren Pape Poulsen melder sig som statsministerkandidat. Sådan som meningsmålingerne har udviklet sig, er det ikke en afgjort sag, at Ellemann-Jensen er den eneste kandidat, mener Vanopslagh, som nok ikke har tænkt dette kamikaze-forslag grundigt igennem.
Hvis Pape officielt erklærede sig som kandidat til posten, ville den samlede presse dag og nat spille de to borgerlige ledere ud mod hinanden. Hvert ord, de måtte udtale offentligt, ville blive vejet på mediernes apotekervægt for at konstatere sprækker i den borgerlige enighed med efterfølgende tommetykke overskrifter og gule ’breaking-bjælker.’ Som statsministerkandidat ville det være slut for Pape med at være den flinke fyr, der kun lufter politisk korrekte holdninger og siger det, alle gerne vil høre. Han vil blive afkrævet konkrete og konsekvente politiske helhedsplaner på alle samfundsområder og forventes at have en kommentar på rede hånd om alt fra fertilitetsbehandling til krig mod Rusland.
Hvis Pape er klog, forholder kan sig som sædvanligt. Nemlig helt stille uden at provokere den offentlige mening og hajerne i pressen. Han har diskret og roligt samlet stemmer ind fra det konfliktramte Venstre og optøjerne i Dansk Dolkeparti. Og der er mere på vej. Det kommende folketingsvalg bliver et ordentligt hak i trynen til Venstre, der kommer til at betale en grum pris for forræderiet mod Inger Støjberg. De mange moderne danske vælgere, der gerne vil leve i en socialdemokratisk formynderstat, men helst med en pseudo-borgerlig statsminister, vil finde et trygt hjem hos de Konservative. Næste folketingsvalg vil gøre de Konservative markant større end Venstre, og så” foreligger der jo en ny situation”, som Anker Jørgensen plejede at sige. Den, der lever stille, lever godt, lyder et gammelt ord. Det har Pape indtil videre haft succes med, og hvis han kan sin højskolesangbog, ved han, at ”det har slet ingen hast for den, som tror!”