To mænd på 25 og 36 år fra Horsens fremstilles torsdag i grundlovsforhør i en sag om en international narkoring, der har smuglet flere ton hash til Danmark.
Betjente fra Særlig Efterforskning Vest har hentet de to mænd i Marokko, hvor de i februar i år blev anholdt på baggrund af en international efterlysning.
Politiet oplyser intet om mændenes etniske baggrund.
Nu har de marokkanske myndigheder så udleveret mændene, som sigtes for at have været med i narkonetværket, der smuglede hash i spanske og hollandske lastbiler, der kørte til Danmark, hvor stofferne blev videredistribueret.
Efter flere måneders efterforskning slog Særlig Efterforskning Vest til den 7. marts 2018 i en koordineret aktion med dansk, svensk, hollandsk og spansk politi. I alt 20 personer blev anholdt og over et ton hash blev beslaglagt.
Godt internationalt samarbejde
De to mænd fra Horsens fik politiet dog ikke fat på i første omgang, men de blev varetægtsfængslet in absentia, og mere end to år efter kan de nu møde fysisk frem til grundlovsforhøret.
”Den her sag er et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at have et godt internationalt politi-samarbejde. Vi har løbende koordineret aktioner og anholdelser med vores kolleger i flere andre lande, og nu har marokkansk politi så hjulpet os med at få fat i de to mænd, der længe har været efterlyst, ” siger politiinspektør for Særlig Efterforskning Vest, Carit Andersen.
41 personer er allerede blevet dømt i samme sag eller udløbere af sagen, og der er samlet set uddelt omkring 120 års fængsel.
Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret, der er planlagt til at begynde kl. 13.30 i Retten i Horsens.