Site icon 24NYT

Stor stigning: Danskerne bruger flere penge på boliger

Når vi danskere skal investere i et nyt hjem, hiver vi væsentligt flere penge op af lommen, end det var tilfældet for fem år siden. I 1. kvartal 2013 betalte vi i gennemsnit 1,9 millioner kroner for en bolig, mens vi nu betaler 2,4 millioner kroner. Det svarer til en stigning på omkring 27 procent.

Danskerne er blevet mere villige til at skrive under på dyrere købsaftaler end tidligere, når bolighandlen skal lukkes. På fem år er der røget over en halv million kroner mere oveni købesummen i en gennemsnitlig handel, viser nye tal fra Boligsiden.dk.

Fra 1. kvartal 2013 til samme periode i år er beløbet, danskerne i gennemsnit køber bolig for, steget 26,9 procent. Mens vi for fem år siden lagde 1,9 millioner kroner for et nyt hjem, bliver der nu brugt 2,4 millioner kroner på et boligkøb.

Og om man køber villa, rækkehus, villalejlighed eller ejerlejlighed, og om det er på Sjælland, Fyn, Bornholm eller i Jylland er underordnet – tendensen med stigende købesummer er den samme i hele landet.

Det er blevet billigere at eje en bolig
Selvom der bliver betalt markant mere for en bolig nu end tidligere, er det ikke nødvendigvis blevet dyrere at være boligejer. Det skyldes, at omkostningerne ved at eje en bolig faldt betydeligt fra 2009 til 2016.Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Når man skal regne ud, hvad det månedligt koster at eje sit eget hjem, skal man kigge på mere end blot købesummen. Her skal tages højde for renten på boliglånet, skatten af boligens værdi og vedligeholdelse holdt op imod at man kan få en gevinst ved stigende boligpriser.

Det nuancerede billede tegnes yderligere af Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

”Ser vi på lønnen i Danmark, er den ikke steget proportionalt med boligpriserne, så det er ikke en heftig lønudvikling, der har påvirket det øgede boligforbrug. Den udvikling, vi har set i købesummen, skal derimod ses i lyset af, at det er blevet billigere at låne penge grundet den lave rente. Det betyder blandt andet, at det ikke nødvendigvis er blevet dyrere at bo i en ejerbolig, selvom beløbet på prisskiltet er blevet større henover årene,” siger hun.

Største stigning i København
Særligt i landsdelen Københavns By, der tæller kommunerne København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby, graver de købelystne dybere i lommerne.

Sammenligner man 1. kvartal 2013 med 1. kvartal 2018 er der sket en stigning i købesummen på 47,8 procent i landsdelen. I kroner og øre betyder det, at en bolig i gennemsnit blev handlet for 2,7 millioner kroner i 2013, mens beløbet lød på 3,9 millioner kroner i år. Boligkøberne i København by betaler nu 1,3 millioner kroner mere for en bolig sammenlignet med beløbet i 2013. Den største stigning ses dermed her.

”Ejerlejligheder udgør fire ud af fem handler i København by, og når vi ser på netop den boligtype, er købsbeløbet steget langt mere end det gennemsnitlige, nemlig 60 procent. Når den stigning er så stor, skyldes det, at kvadratmeterprisen er steget eksplosivt i perioden. Så når bolighandlerne er blevet dyrere, er det ikke et udtryk for, at folk køber større boliger,” siger Birgit Daetz.

Østsjælland følger trop i toppen med en stigning på 36 procent, mens Vest- og Sydsjælland har oplevet den tredjestørste vækst med 30,5 procent. Mindst har udviklingen været i Nordjylland, der har oplevet en fremgang på 15,7 procent.

Udvikling i købesummen i Danmarks 11 landsdele:

Landsdel 1. kvartal 2013 1. kvartal 2018 5 års ændring i kr. 5 års ændring i %
Bornholm 828.989 1.012.056 183.067 22,1%
Fyn 1.362.358 1.737.242 374.884 27,5%
København by 2.659.871 3.931.928 1.272.056 47,8%
Københavns omegn 2.634.324 3.428.134 793.811 30,1%
Nordjylland 1.388.804 1.606.816 218.012 15,7%
Nordsjælland 2.554.391 3.012.445 458.054 17,9%
Sydjylland 1.288.580 1.607.131 318.550 24,7%
Vest- og Sydsjælland 1.087.180 1.418.384 331.204 30,5%
Vestjylland 1.200.785 1.394.465 193.679 16,1%
Østjylland 1.921.227 2.314.187 392.959 20,5%
Østsjælland 2.030.195 2.761.418 731.223 36,0%
Hele landet 1.888.375 2.396.673 508.299 26,9%


Sådan gjorde vi:

Boligsiden.dk har beregnet den gennemsnitlige salgspris/købspris for solgte villaer, rækkehuse, ejerlejligheder samt villalejligheder ud fra den samlede købesum og antallet af handler. Tabellen viser således, hvor mange penge der i gennemsnit blev brugt på en bolig i de forskellige landsdele i 1. kvartal af hhv. 2013 og 2018.

Exit mobile version