Stor stigning: Så meget dyrere er det blevet at reparere bilen

På blot et år er udgifterne til bilreparationer vokset med 35 % hos Gjensidige, og på brancheniveau har antallet af bilskader været konstant stigende de seneste ti år.

Hvert år må næsten en million danske biler på værksted, og hos Gjensidige har det seneste år givet en stor stigning i både udgifterne til bilreparationer samt antallet af biler, der får skader. Faktisk er udgifterne steget med hele 35 % for første halvår af 2022 sammenlignet med samme periode i 2021. I samme periode er antallet af skader steget lidt mindre, 26 %.

”Reparationsudgifterne stiger mere end antallet af skader, og det skyldes flere faktorer. For det første er det blevet dyrere at reparere bilerne, fordi de er blevet mere avancerede. Derudover ser vi en generel stigning i udgiften til reservedele. Endelig vi oplever også, at fx mange danskeres uopmærksomhed i trafikken er med til at øge risikoen for skader, fx parkeringsskader, og det er en kedelig tendens,” siger Henrik Sagild, direktør for Skade i Gjensidige. 

Store stigninger de sidste ti år

I forsikringsbranchen som helhed har der gennem de seneste ti år også været store stigninger i antallet af skader på køretøjer. Siden 2011 er antallet af skader på bil steget med hele 42 %, fra 588.541 i 2011 til 834.701 i 2021.

I samme periode er der ligeledes sket en stor stigning i det samlede antal kilometer, vi danskere tilbagelægger i bil. I 2010 kørte hver dansker i snit 6.000 km årlig, mens vi i 2020 kørte 7.400 km år årligt. Altså en stigning på næsten 25 %.

LÆS OGSÅ:  Mange risikerer at køre på farlige vinterdæk

”Trafiksikkerheden har gennemgået nogle meget positive udviklinger de sidste årtier, så selv om vi må konstatere, at antal skader stiger endnu mere end den potentielle skade-eksponering på vejene, så er det generelt gode nyheder, at trafikken bliver mere sikker. Derfor ærgrer det mig, at antallet af bilskader ikke følger den positive udvikling, men ligefrem bliver flere og flere,” siger Henrik Sagild.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)