Stor ulighed og polarisering i sundhedsvæsenet

Danmark ligger i bunden, når det gælder social ulighed på sundhedsområdet. Uligheden gennemsyrer det danske sundhedsvæsen fra vugge til grav. Patienter får, alt afhængigt af hvad de fejler, forskellig behandling og opmærksomhed i det danske sundhedssystem. Det skulle ellers være ens og lige for alle.

I Danmark findes der fem selvstændige hospitalsvæsener – ét i hver region. Og derudover i virkeligheden også 98 forskellige kommunale sundhedsvæsener. Det betyder, at hvis man kommer ud for en trafikulykke, får man hurtigere hjælp af ambulancen, hvis man bor på Mols, end hvis man bor på Møn. Og når man bliver udskrevet til genoptræning, er det ikke sikkert, man får samme mulighed for hjælp og genoptræning, som ens kusine i nabokommunen ville få. Det er ens postnummer, der afgør ventetiden.

Nogle kommuner har under halvt så mange sygeplejersker ansat per 1.000 ældre som andre kommuner. I de 10 kommuner, hvor der er længst mellem sygeplejerskerne, er der ansat 4,4 pr. 1.000 ældre borgere over 65 år. I de 10 kommuner med flest lyder det på 10,5 sygeplejersker per 1.000 ældre. Sygeplejedækningen er tyndest i områder, hvor der bor mange ældre, og hvor der er en høj andel af mennesker med psykosociale udfordringer.

Politikerne og hospitalslederne har skabt et sundhedsvæsen, der på mange parametre opfylder ressourcestærke borgeres og patienters behov. Det betyder øget spillerum for stærke patientforeninger på bekostning af en gennemtænkt og retfærdig fordeling af ressourcerne. De mindre ressourcestærke borgere lades alt for ofte i stikken. Der er patientgrupper, som der ikke er nogen særlig indsats overfor, og der er mange oversete lidelser i sundhedsvæsenet. Der er en uretfærdig og skjult prioritering. Når én patienttype prioriteres af politikerne og får flere penge, så må andre patienter samle regningen op, da ressourcerne jo er begrænsede.

Der er f.eks. store forskelle på kvaliteten af kræftudredning blandt patienter, der ikke er henvist til en kræftpakke, alt efter hvor de bor i landet. Har lægen mistanke om, at patienten har kræft, men symptomerne er ikke tydelige nok til, at patienten kan blive henvist til en kræftpakke, så er det ikke lige meget, hvor i landet patienten bor. På landsplan er det blot 60 pct. af lungekræftpatienterne, som bliver opereret rettidigt i forhold til anbefalingerne i pakkeforløbet for lungekræft. Der er også stor forskel fra region til region på, hvor stærkt det går. I Region Syddanmark bliver helt op til 88 pct. af patienterne behandlet inden for tidsfristerne, mens det blot er 49 pct. i Region Nordjylland og 38 pct. i Region Sjælland. Det er urimeligt, at ens mulighed for komme i behandling afhænger af, om man bor i Randers eller Rødby.

Ifølge en analyse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) bor 1,8 mio. danskere, svarende til 30 pct. af Danmarks befolkning, i lægedækningstruede områder. Et lægedækningstruet område betyder, at der er problemer med at sikre praktiserende speciallæger til alle borgere. Det er faktisk sådan, at cirka 126.000 danskere i 2021 stod uden egen læge. Det skaber længere ventelister, der rammer skævt og skaber mere ulighed i sundhed. Det bliver nemlig de mest syge og dem uden sundhedsforsikring, der må vente længst.

De kriterier, som ligger til grund for omfordelingen af sundhedsressourcerne mellem regionerne, er helt skæve. Man giver allermest til den region, som trænger mindst. Borgerne i Region Hovedstaden er generelt de sundeste, de yngste og de rigeste sammenlignet med borgerne i andre regioner af landet. Samtidig har Region Hovedstaden suverænt flest læger pr. borger og færrest problemer med at rekruttere læger og sygeplejersker. Alligevel gafler Region Hovedstaden størstedelen af pengene i den socioøkonomiske omfordelingspulje, som skulle sikre en retfærdig fordeling af de statslige sundhedsmilliarder og dermed sikre landets borgere ensartet lægehjælp og sygehusbehandling, uanset hvor i landet de bor.

At Region Hovedstaden, hvis borgere ligger i top på de fleste sundhedsparametre, får størstedelen af pengene betyder, at Region Sjælland ikke får tilstrækkeligt med penge til at sikre samme kvalitet som i resten af landet. Region Sjælland er nemlig den region, som har den mindst sunde befolkning, og hvor det er svært at skaffe læger og andet sundhedspersonale til regionen – især til yderområder som Lolland. Det betyder, at borgerne i Region Sjælland får et betydeligt tyndere sundhedstilbud.

Der er én klar vinder af omfordelingsspillet mellem regionerne, nemlig Region Hovedstaden, mens Region Midtjylland betaler hele gildet. Det er altså regioner med den ældste og mest syge befolkning samt det mest skrøbelige sundhedsvæsen, der bliver forfordelt i udligningsordningen. Det er en omvendt Robin Hood, hvor man snupper ressourcer fra de fattige og giver dem til de rige.

André Rossmann