Stormflod truer hovedstadsområdet

​En ny rapport viser, at stormflod og havvandsstigninger vil forårsage skader for 22 milliarder kroner i hovedstadsområdet, hvis kysten ikke beskyttes samlet på tværs af områdets kystkommuner.

​Truslen fra stormflod er ikke en fjern trussel, men kan allerede i dag medføre betydelige skader. Det viser en rapport, som Region Hovedstaden og Regnvandsforum har fået COWI til at udarbejde.

Vand kender ikke til kommunegrænser

I hovedstadsområdet strækker udfordringen fra stormflod sig på tværs af kommunegrænserne. En fælles kystbeskyttelsesindsats er derfor nødvendig.

”Vand respekterer jo ikke administrative grænser. Det er derfor vigtigt, at vi i Region Hovedstaden har været med til at sikre, at kommunerne og forsyningerne nu har et samlet billede af risikoen ved stormflod, som der kan arbejdes videre med” udtaler formanden for Region Hovedstadens miljø- og klimaudvalg Kim Rockhill.

Fælles data om stormflod og kystbeskyttelse

Det er første gang, at der er anvendt fælles data til at udarbejde skadesopgørelser og optimale sikringsniveauer for kystkommunerne i hovedstadsområdet.

”Jeg er meget glad for, at vi i Region Hovedstaden har været med til at sikre, at der nu er et samlet, opdateret vidensgrundlag, som vil give et rigtigt godt grundlag for den videre proces og samarbejde”, udtaler formanden for Region Hovedstadens miljø- og klimaudvalg Kim Rockhill.

Ved at forbedre kystbeskyttelsen kan truslen fra stormflod reduceres fremover. Det er særligt en stormflod fra syd, som udgør en risiko for hovedstadsområdet.

LÆS OGSÅ:  Advarsel fra politiet

Hvem skal betale regningen?

Hvis beskyttelsen af hovedstadsområdet ikke øges, vil de samlede skader som følge af stormflod løbe op i ca. 22 milliarder kroner over de næste 100 år.

Omkring halvdelen af skaderne skyldes tab på hovedstadsområdets tværgående infrastruktur, som metro, lufthavn og motorvejsstrækninger. Særligt tab, der skyldes forsinkelser og manglende fremkommelighed, vil være meget store.

”Vi har allerede fået en forsmag på, hvilke ødelæggelser stormflod og vandstigninger kan betyde – både som kommune og i Hovedstadsområdet. Vi bærer et fælles ansvar for at hjælpes ad med at beskytte både vores borgere og vores værdier ved at sørge for kystsikring. Jeg mener ikke det er en opgave, kommunerne kan løfte uden økonomisk hjælp fra staten”, siger Hvidovres borgmester Helle Adelborg.

Fakta

Rapporten er udarbejdet i forbindelse med projektet ”Stormflod og havvandsstigninger”, som er et samarbejde mellem Region Hovedstaden og Regnvandsforum. Projektet skal bidrage til at løse fælles udfordringer på tværs af kommuner i forbindelse med stormflod og havvandsstigninger.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)