Straksdom til udleveret litauer for indbrud i cykelforretning

En cykelforretning mistede et stort antal cykler, da to litauere begik indbrud i vinter. Nu er den anden af indbrudstyvene dømt.

En 27-årig litauisk mand blev torsdag ved Retten i Esbjerg idømt tre måneders fængsel samt udvisning med et indrejseforbud på seks år for indbrud i en cykelforretning i Varde i januar 2021.

Dommen er faldet for indbrud og tyveri fra forretningen af 10 cykler til en værdi af i alt 167.281 kroner samt for tyveri af et sæt danske nummerplader.

Den 27-årige blev stillet for retten, efter at han onsdag blev udleveret i Riga i Letland til betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi på baggrund af en europæisk arrestordre.

Den litauiske mand erkendte sig skyldig og modtog dommen.

Der er tale om den anden dom i sagen.

Den 23. marts blev en ligeledes 27-årig litauisk mand, bosiddende i København, idømt en tilsvarende dom. Også han erkendte sig skyldig.

Indbruddet har været efterforsket af UKA Vest, da sagen vedrører omrejsende kriminelle udlændinge, der har opereret via den dansk-tyske landegrænse.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)