Stramningerne er symbolpolitik og varm luft

Når Folketinget vedtager en lov, der gør det muligt at flytte asylbehandlingen til Rwanda eller inddrage opholdstilladelser for de herboende syrere, er der ikke tale om reelle udlændingepolitiske stramninger, men en kommunikationskampagne, der har til formål at afskrække potentielle asylansøgere fra at søge asyl i Danmark, oplyser Berlingske.

Den socialdemokratiske regering lægger ikke skjul på formålet med Rwanda-loven: ”Hvis du søger asyl i Danmark, vil du vide, at du bliver sendt til et land uden for Europa, og derfor håber vi, at folk vil stoppe med at søge asyl i Danmark”, forklarer S-integrationsordfører Rasmus Stoklund.

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, professor i flygtningeret ved Københavns Universitet, har Rwanda-loven ingen praktisk betydning, men alene ved meddelelsen om, at man kan blive sendt til Rwanda, kan der opnås en afskrækkelseseffekt.

For en måned siden har der som bekendt raset en mediedebat om at fratage syriske flygtninge deres opholdstilladelser og sende dem hjem til Syrien.

Men reelt er der få syriske migranter, der har fået frataget deres opholdstilladelse, og på grund af Danmarks manglende aftale med Syriens Assad kan ingen af dem sendes hjem med tvang.

Men alene signalet om, at man vil gøre det, har en afskrækkende effekt, og nogle få syrere har faktisk forladt Danmark af frygt for at blive sendt hjem til Syrien.

Danmark har i mange år haft en strategi om at gøre det mindre attraktivt for migranter at være i Danmark og i stigende grad kommunikere det aktivt udadtil, idet symbolske ”stramninger” har det med at reducere antallet af asylansøgere i Danmark i forhold til EU-gennemsnittet, påstås det.

Det er den eneste strategi, man kan følge, for når det drejer sig om udlændingepolitik, kan man i Danmark ikke stramme mere. Danmark er nemlig bundet af EU, FN og de indgåede internationale konventioner og er for længst gået til stregen.

Det er derfor kun symbolpolitiske ”stramninger” og hård retorik, der er tilbage, og disse bruges til at få Danmark til at fremstå som et uattraktivt og uvelkomment land – helst mindre attraktivt end Tyskland og Sverige. Det handler med andre ord at skabe indtrykket af, at Danmarks udlændingepolitik er meget stram, selv om den i realiteten ikke er det.

Mens politikerne forsøger at lulle befolkningen ind i en falsk tryghed ved at henvise til, at deres symbolpolitiske ”stramninger” har reduceret antallet af asylansøgere i Danmark i forhold til EU-gennemsnittet, er tallene ubønhørlige:

I 2017 fik 2.750 migranter således asyl og permanent ophold i Danmark. I 2018 – 1.652. I 2019 – 1.783. Og i 2020 – 600. I alt 6.715.

Antallet af familiesammenføringstilladelser i 2017, 2018, 2019 og 2020 var henholdsvis 7.015, 4.601, 3.222 og 3.770. I alt 18.608.

Siden 2017 har Danmark således importeret 25.323 nye muslimske indvandrere.

Hertil kommer import af kvoteflygtninge. Udlændingestyrelsen har oplyst, at Danmark i 2022 vil modtage 500 flygtninge, der vil få opholdstilladelse og bliver sendt ud til kommunerne, hvor de skal have en bolig og et hav af andre skatteyderfinansierede velfærdsydelser.

Partiernes symbolpolitiske ”stramninger” ændrer intet ved, at antallet af illoyale, unyttige, underuddannede, underbeskæftigede, underintegrerede, overkriminelle og oversygelige muslimske migranter stiger konstant og forventes at nå op på 770.000 i 2050, svarende til ca. 12 pct. af befolkningen. Med alt hvad dette indebærer af tiltagende islamisering, polarisering, kultursammenstød og sociale spændinger. Det kan ingen smart branding-kampagne ændre noget ved.

André Rossmann