Site icon 24NYT

Stribevis af massefyringer

De seneste måneder har coronakrisen kostet tusindvis af personer deres job. Nu viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, at der fra februar til april er sket et fald i beskæftigelsen på over 60.000 fuldtidspersoner.

Midt i juni har støberikoncernen Vald. Birn således afskediget 120 medarbejdere på sit jernstøberi i Holstebro, fordi aktiviteten og salget af støbegods er faldet. Det svarer til stort set samtlige af de medarbejdere, som for tiden er hjemsendt med lønkompensation, og mere end hver fjerde af hele staben.

I slutningen af maj fik 309 ud af 1058 medarbejdere i Billund Lufthavn en fyreseddel. Det skete, da corona havde sendt lufttrafikken ud i et kraftigt fald, på trods af at Billund Lufthavn de seneste ti år har sat rekord i antallet af rejsende i lufthavnen. I 2019 rejste 3,7 mio. passagerer gennem lufthavnen. Den rekord bliver ikke slået i år. I april tabte Billund Lufthavn 99 pct. af sine passagerer.

Også i juni har det danske charterflyselskab Jet Time kastet sig over den største fyringsrunde i selskabets historie. Jet Time kommer til at vinke farvel til 313 ud 342 medarbejdere, hvilket er over 90 pct. af medarbejderne.

I slutningen af april varslede SAS, at selskabet ville afskedige omkring 5000 ansatte som en konsekvens af coronapandemien, der har medført et brat stop for det meste af flytrafikken verden over. I alt skal 1700 medarbejdere i Danmark fyres.

I juni har Tivoli set sig nødt til at sætte gang i en spareplan og sige farvel til 233 medarbejdere.

Falck meddelte i starten af juni, at virksomheden skiller sig af med op mod 450 ansatte, hvoraf de 300 er i Danmark.

Coronakrisen fik i april DSV til at iværksætte en stor fyringsrunde. 3000 stillinger blev skåret væk på tværs af organisationen, heraf ca. 100 i Danmark.

Massefyringerne i dansk erhvervsliv fortsætter.

Exit mobile version