Mandag kl. 08.28 ringede en 64-årig mand fra Hinnerup til politiet for at anmelde, at han i nattens løb var blevet udsat for hærværk. Nogen havde kastet gråsort maling på hans husgavl, på fliserne, på nogle liggestole og på hækken samt smurt postkassen ind i mudder – og han havde en god formodning om, hvem gerningsmanden var.
Søndag havde den 64-årige mand klippet hækken, som han deler med naboen. Pludselig var naboen, en 30-årig kvinde, kommet ud og var blevet meget sur over, at han ikke forinden havde talt med hende om, hvor høj hækken skulle være. Det var endt i et større skænderi, og den 64-årige mand havde derfor mistanke om, at den 30-årige nabo stod bag nattens hærværk.
Efter politiet havde besigtiget skaderne på den 64-åriges ejendom, bankede betjentene på hos den 30-årige nabo, der erkendte at have været i skænderi med sin nabo, men nægtede at have begået hærværk. Ved nærmere undersøgelser på kvindens bopæl fandt betjentene dog en nyligt åbnet bøtte maling, der havde samme farve som malingen, der var brugt hos naboen, samt andre tegn på, at kvinden kan have stået bag. Hun blev derfor sigtet for at have begået hærværket hos sin nabo.