SUNDHED: Når krybben er tom, bides hestene

Af nye tal fra Danmarks Statistik fremgår, at vi er blevet 5,8 mio. indbyggere, og at vi om 8 år vil være flere end 6 mio. mennesker. Befolkningstilvæksten herhjemme skyldes især indvandrere, migranter og deres efterkommere, som ifølge Danmarks Statistik vil udgøre 1,3 mio. af Danmarks befolkning i 2060.

Det siger sig selv, at det stigende antal indvandrere sætter hele det danske velfærdssystem under voldsomt pres.

Det kan derfor ikke undre, at man kan høre flere og flere røster, der peger på behovet for at rationere sundhedsydelserne.

Kjeld Møller Pedersen, professor og sundhedsøkonom ved SDU, har således udtalt: ”Politikerne skal have mod til at fortælle danskerne, at de ikke nødvendigvis kan regne med at få tilbudt de nyeste behandlingsformer”.

Presset på sygehusvæsenet er så stort, at klinikchef ved Rigshospitalet, Jakob Trier Møller, går i protest. Det skriver Berlingske.

Der er behov for svære politiske prioriteringer, ellers vælter sundhedsvæsenet”, siger Jakob Trier Møller. Han erkender, at der er tilført milliarder til sundhedsvæsenet, men de dækker ikke alle udgifterne.

Jan Bonde, klinikchef på intensivafdelingen på Rigshospitalet, mener, at man bør rationere ressourcetung behandling på intensive afdelinger. ”Vi skal forsøge at forbedre vores evne til at stoppe behandlinger, som efter al sandsynlighed ikke vil føre til øget overlevelse eller en tilstand, hvor patienten har en tilstrækkelig livskvalitet”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)