Jeg har læst Monica Papatzus lange og ambitiøse essay om Ukraine-krigen i Tidehverv nr. 9-10, 2022, og må medgive, at hun har mange interessante og tankevækkende pointer – specielt hvad angår krigens historiske forudsætninger. Der er således næppe tvivl om, at den ukrainske regering siden 2014 har handlet uklogt og undertrykkende over for sit etnisk-russiske mindretal.
Skylden for krigen lægger hun dog hovedsageligt på USA, som hun mener har benyttet sig af regimet i Kyiv til at føre stedfortræderkrig i den hensigt at knuse den russiske føderation og dermed udvide sin ”unipolære” verdensmagt. Som støtte for denne teori citerer hun i lange baner de amerikanske tænketanke, RAND og The Jamestown Foundation, som hun mener bidrager til ”en konstant aggressiv bevægelse fra Vestens side” og udslynger ”trusler mod Ruslands eksistens”. I den forbindelse glemmer hun, at USA’s udenrigspolitik ikke formuleres af ”neo-konservative” tænketanke, men af skiftende præsidenter og udenrigsministre.
Papatzu anfører, at USA’s antirussiske politik bl.a. har til hensigt at skaffe nye markeder for landets naturgas, som skal erstatte den russiske import. Og hvordan er det så gået med den politik? Ikke særlig godt, idet præsident Bidens første handling som nytiltrådt præsident var at sabotere den energiuafhængighed, som landet havde opnået under Trump, og dermed gøre Vesteuropa mere afhængigt af russisk gas. Amerikanske regeringer synes ikke at være helt så udspekulerede, som teoretiske udredninger antyder.
Papatzu får det også til at se ud, som om USA er almægtig og kan skalte og valte, som det vil i bestræbelsen på at opløse Den Russiske Føderation i 34 nye enheder. Hun glemmer, at USA er en magt for nedadgående. Biden kan sende våben til Ukraine, men hvor længe kan han blive ved, før de amerikanske lagre tømmes? USA’s militær er også en skygge af sin tidligere vælde. Landet er forgældet til langt over Manhattans skyskrabere. Militæret bliver undermineret indefra af venstrefløjens woke-ideologi med hele menageriet af transkønnethed, kritisk raceteori og bestræbelser på at afskaffe tidligere normale ord som ”han” og ”hun”. Konsekvensen er bl.a., at de væbnede styrker har voksende besvær ved at rekruttere frivillige.
Og når Papatzu påviser, at amerikanske tænketanke drømmer om Den Russiske Føderations opløsning, burde hun nok have nævnt, at USA selv er ved at falde fra hinanden i form af en voksende modsætning – politisk, økonomisk, kulturelt – mellem de demokratisk-styrede ”blå” stater og de republikanske ”røde”.
Det bør nok også nævnes, at USA har – eller burde have – fuldt op at gøre med den egentlige trussel mod andets sikkerhed og globale indflydelse, nemlig Kina, der er i fuld gang med at befæste sine positioner i det vestlige Stillehav, Afrika og Latinamerika. Ironisk nok burde Putin nok også interessere sig for de kinesiske kommunister, der kaster sultne blikke på det tyndt befolkede Sibirien.
Meget gør hun ud af NATO’s udvidelse med østeuropæiske lande som Bulgarien, Rumænien, Polen, Estland, Letland og Lithauen, som har bragt den transatlantiske alliance tættere på Ruslands grænser – og det er åbenbart noget, som Papatzu mener udgør en trussel mod Ruslands sikkerhed. Men NATO har vel ikke på noget tidspunkt truffet forberedelser til at invadere russisk territorium? Hun omtaler heller ikke det faktum, at ingen af de nye NATO-medlemmer er blevet tvunget til at melde sig ind i alliancen, heller ikke, at de med deres historiske erfaringer med sovjetisk undertrykkelse, massemord og deportationer har haft gode grunde til at bringe sig i sikkerhed, mens tid var.
Papatzu citerer en FN-resolution fra 1970, der fastslår, en enhver stat har den umistelige ret til vælge sit politiske, økonomiske, sociale og kulturelle system uden udenlandsk indblanding. Det må så også gælde den ukrainske regerings ret til at gennemtvinge den styreform, den ønsker – uanset om indenlandske og udenlandske iagttagere finder systemet forkasteligt. Det er virkelig ikke nemt at opstille regler for staternes ageren.
De fleste rettænkende ønsker fred, men det er der ingen udsigt til, før en af de krigsførende parter – Ukraine/USA og Rusland –indser, at der ikke er noget at vinde ved at fortsætte krigen.
Særligt kunne man håbe, at besindige kræfter i Rusland erkender, at det var en gigantisk fejl overhovedet at starte den ”specielle militære operation” den 24. februar 2022.