”Hvis det ikke har ramt en selv, så er det ikke sket”. Det siger den tidligere svenske politimand, Anders Bergström, som forklaring på, at det store flertal af svenskerne bare ser til, mens landet er ved at gå til i voldskriminalitet.
Bergström, der har forladt politiet efter 33 års tjeneste, er blevet politiker og stiller op til EU-valget for det nye parti, Alternativ for Sverige, der bl.a. kræver, at Sverige forlader EU. Det er nemlig EU, der påtvinger de europæiske nationer en stadig strøm af indvandrere, som udgør kernetropperne i den organiserede bandekriminalitet.
Ifølge Bergström er der nu 62.000 bandekriminelle, som hjemsøger Sverige med vold og bombesprængninger. Hans egen tidligere sambo blev overfaldet af en kurdisk indvandrer bevæbnet med to slagterknive, som han brugte til at skære hende op fra skridtet til panden, så hun var ved at dø af blodtab. Den svenske stat undlod at udvise ham, men forærede ham i stedet en lejlighed.
Og sådan går det. Rigsdagens politiske partier har ikke andet at tilbyde end små indgreb, der ikke fører nogen steder hen, siger den tidligere politimand. Vil man redde Sverige, må man gribe til mere radikale metoder: Et absolut stop for mere indvandring, hjemsendelse af migranter, der ikke skal være i landet, leje af fængselspladser til de kriminelle i udlandet og genindførelse af en reel værnepligt.
Hvordan vil Anders Bergström forklare svenskernes passivitet, mens landet er ved at gå under?
Han peger på den velsmurte propagandamaskine, som drives af medierne.
Jeg genkender Bergströms forklaring.
Da jeg af natur er kyniker – man kunne også kalde det realist – forventede jeg ikke nogen folkelig opvågnen, efter at jeg i 2013 var ca. to centimeter fra at have fået en kugle i hjernen. Jeg havde sagt noget ondt om islam og skulle derfor have min straf, som i islam altid er døden.
I et par dage fortalte medierne, at det var grimt gjort sådan at ville dræbe mig, men derefter gik de hurtigt tilbage til deres hovedbeskæftigelse, nemlig at agitere for islam som fredens religion og den muslimske indvandring som en uomtvistelig berigelse og kalde enhver, der opponerede mod disse synspunkter, racist.
Attentatet blev en stor sag i en uges tid, men nu er glemt, og danskerne kan trøste sig med, at ingen vil krumme et hår på deres hoved – hvis de vel at mærke undlader at træde profetens herboende krigere over tæerne og ikke kommer i vejen for indvandrerbanderne.
Og hvem har lyst til det?
Jeg linkede to gange til Bergströms udtalelser, men hver gang blev de fjernet.