En perlerække af tidligere politikere, heriblandt Brian Mikkelsen (K), Karsten Lauritzen (V), Karen Hækkerup (S), Henrik Sass Larsen (S), Maria Reumert Gjerding (EL) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL), er blevet lobbyister for magtfulde interesseorganisationer. Ansættelsen af en tidligere finans- og udenrigsminister Kristian Jensen som grøn superlobbyist for Green Power Denmark er blot det nyeste og mest opsigtsvækkende på den voldsomme politisering af lobbyismen i Danmark, skriver Thomas Bernt Henriksen i Berlingske.
”Det er dybt bekymrende, at politikerne og lobbyisterne bliver en sammenhængende masse og klasse af magt, hvor de og deres særlige rådgivere og kommunikationsfolk, som arbejder mere i det skjulte, skifter frem og tilbage mellem det politiske system og magtfulde lobbyorganisationer.
Svingdørslobbyismen skader befolkningens tillid til det politiske system og leder til frygt for misbrug af fortrolige oplysninger, som virksomheder eller personer har videregivet til offentlige myndigheder, samt frygt for, at en medarbejder kan tage viden med sig fra sit offentlige job, der giver en ny arbejdsgiver bedre konkurrencevilkår.
Man kan i høj grad tvivle på, at det fører til bedre politiske beslutninger, mens det omvendt gør det sværere for andre interesser, ikke mindst de fagligt funderede, at gøre sig gældende over for det politiske system. Det er et skråplan”.