Der er flere asylansøgere, som begrunder deres asylmotiv i islamkritik og ”utilbørlig” behandling af Koranen. Men hvordan bliver islamkritiske asylansøgere stillet i fremtiden med den nye blasfemilov fra regeringen, som lægger op til at kriminalisere ”utilbørlig behandling” af hellige skrifter og religiøse genstande? Vil islamkritiske asylansøgere fortsat kunne få asyl, hvis de har skændet Koranen? Eller vil de i stedet blive straffet for deres handlinger med fængsel med op til 2 år, spørger Berlingske.
”Professor i udlændingeret Thomas Gammeltoft-Hansen siger, at ’der nemt kan opstå et modsætningsforhold. På den ene side kan islamkritikernes ’utilbørlige’ behandling af Koranen aktivere en forpligtigelse for Danmark, som medfører, at vi ikke kan sende dem hjem til eksempelvis Iran. Samtidig vil deres handlinger med regeringens lovforslag være kriminaliseret i dansk ret og kunne straffes med fængsel i op til to år’.
Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne, kalder lovforslaget et ’svigt af de frie samfund og den måde, som vi tænker på i Vesten’. Hun finder det helt forkert, at regeringen vil straffe eksmuslimske asylansøgere, som på grund af deres religionskritik får beskyttelse i Danmark. I hendes øjne sætter det os i bås med de lande, som de er flygtet fra af frygt for forfølgelse. regeringens lovforslag er uigennemtænkt, når en relevant systemkritik af islamistiske regimer kan give asyl i Danmark, men samtidig en fængselsstraf. Så er vi ikke et hak bedre end de lande, som de er flygtet fra.
Peder Hvelplund, gruppeformand for Enhedslisten, siger, at ’det må give en temmelig besynderlig følelse for de mennesker, der har fået asyl for utilbørlig behandling af Koranen, at den danske regering nu vil smide dem i fængsel. Det er en våd klud i ansigtet på de mennesker’.”