Et bærende princip i det offentlige sygehusvæsen har altid været, at døren til akutmodtagelsen er åben døgnet rundt, men det er slut.
Flere og flere akutmodtagelser tager timeouts og lukker dørene for visse patienter i en periode på grund af travlhed. Det sker ofte, at patienter med akut sygdom sendes i stedet til andre sygehuse op til 100 kilometer væk.
De grumme historier fra akutmodtagelserne over hele landet står i kø.
Akutlægerne kan ikke levere den behandling, som de mener, at deres patienter har ret til, og som de ønsker at tilbyde dem. Enkelte akutlæger har sagt op i protest.
Den aktuelle krise i sundhedsvæsenet er kun begyndelsen. Sundhedsøkonomerne siger, at de aktuelle problemer i det offentlige sundhedsvæsen kun er toppen af isbjerget, og at det bliver meget værre i de kommende år, hvor antallet af ældre og syge vokser kraftigt.
Problemerne står i kø på sygehuse over hele landet. Politikernes løfter om at løse dem er ikke indfriet. Der er afsat millioner af kroner og lavet store handleplaner i regionerne, men de grundlæggende årsager til krisen er ikke løst. Derfor ender selv hjertesyge patienter på ca. 90 år med at vente i akutmodtagelsen i 15 timer, før de får hjælp.
”Hvorfor går det galt igen og igen”, spørger Berlingske. Hvor dum kan man være. Svaret er jo velkendt: Krisen i det offentlige sundhedsvæsen skyldes væsenets politisk styrede, planøkonomiske indretning.
De magtfulde regioner sidder tungt på sygehusmonopolet og afviser ethvert forsøg på at effektivisere det, fordi de har en stærk egeninteresse i selv at levere sundhedsydelserne på trods af, at disse kunne fås bedre og billigere på private hospitaler og klinikker. Af ideologiske og økonomiske årsager forhindrer regionerne derfor en udvikling, hvor de får konkurrence fra private udbydere.
Og sygehusmafiaen – det overflødige og omkostningstunge ledelseslag af sygehusdirektører, sygeplejedirektører, ledende oversygeplejersker, afdelingssygeplejersker, afdelingssouschefer, udviklingssygeplejersker, privattøjssygeplejersker, sygeplejeforskere, kvalitetssikringssygeplejersker mv., der bidrager beskedent til den daglige drift – sidder tungt på det samspilsramte system og gør alt for at opretholde det, så de kan beholde deres attraktive stillinger, karrierer, lønninger og privilegier.
Forvent ikke, at det bliver anderledes, når den kommende regering ”hen over midten” overtager ministerkontorerne.
André Rossmann