Symptomer på, at du har varicer

Varicer, som også kendes som åreknuder, er vener, som er blevet beskadiget. Disse findes oftest omkring knæhaserne og underbenet.

Der er visse symptomer, som du bør være opmærksom på, hvis du mistænker at have varicer. En af de mest typiske tegn, som opstår tidligt i processen, er, at venerne i knæhaser og den øverste del af underbenet kan ses igennem huden. Derudover kan de også føles opsvulmede, så du kan mærke dem, når du kører hånden hen over huden. Desuden kan benet føles ømt og tungt, og med tiden kan du få hævede og misfarvede ankler.

Det ses ofte at personer, som har varicer ikke søger lægehjælp med det samme, fordi symptomerne opstår i et langsomt tempo, hvilket betyder, at du vænner dig til ubehaget.

Hvem får varicer?

Varicer er en meget normal lidelse, som opstår hos omtrent 30 procent af befolkningen på et tidspunkt igennem livet. Der er dog nogle befolkningsgrupper, som er mere tilbøjelige til at få varicer. Disse består blandt andet af ældre mennesker, overvægtige personer, inaktive personer, gravide kvinder og personer som enten sidder eller står i lange perioder ad gangen.

Hvis du tilhører en af disse grupper, kan der være større sandsynlighed for, at du har eller får varicer. Det er dog ikke ensbetydende med, at du skal gå og være bekymret for det, blot at du skal være opmærksom, hvis du oplever nogle af de førnævnte symptomer.

Er det farligt at få varicer?

Når nu du ved, hvad du skal være opmærksom på ved opstående varicer, er det naturligvis også vigtigt at vide, hvor farligt det er. I langt de fleste tilfælde er varicer ikke farlige, men blot ubehagelige. Der findes dog sjældne tilfælde, hvor varicerne kan være med til at forårsage farlige situationer såsom blodpropper. Derfor er det også vigtigt, at du tager til en læge, hvis du oplever symptomer på varicer.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)