Synligt våben skabte utryghed i bank

Torsdag kl. 13.52 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en bank i det centrale Aarhus, der netop havde haft besøg af en mand, der skulle hente et dankort. I forbindelse med, at manden skulle fremvise ID, havde han åbnet sin taske, hvor bankens medarbejdere kunne se, at der lå en pistol i.

Den 54-årige mand forklarede personalet, at der var tale om en afladt pistol og tilbød at vise den frem, så de kunne se, at den ikke var farlig. Personalet valgte dog i stedet at kontakte politiet.

Der blev sendt flere patruljer til stedet, og den 54-årige mand blev anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven ved ikke at have transporteret sit våben, som han havde tilladelse til, på en hensigtsmæssig måde.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)