Østjyllands Politi fik mandag kl. 12.32 en anmeldelse fra Hou Skole om, at der var fundet en syrebombe, der lå på en sti tæt på skolen.
Der blev lavet en mindre afspærring, og EOD – Forsvarets ammunitionsryddere – blev tilkaldt. De fik hurtigt bortsprængt bomben, og efterfølgende spulede brandvæsnet stedet rent.
I området omkring skolen fandt betjentene resterne af et par syrebomber, der var blevet fyret af.
Det var ikke umiddelbart muligt at finde frem til, hvem der havde fabrikeret bomben, men sagen bliver nu efterforsket nærmere.
Syrebomber kan potentielt medføre alvorlige skader, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man kontakter politiet, hvis man har viden om, at nogen fabrikerer dem.