En kvinde i Bramming blev mandag udsat for umotiveret vold. Torsdag blev en ældre mand sigtet i sagen.
Nærpolitiet i Bramming anholdt torsdag middag en ældre mand fra lokalområdet og sigtede ham for vold.
Volden skete mandag i Storegade i Bramming, hvor en kvinde umotiveret blev skubbet, så hun faldt bagover, og derefter slået flere gange med knytnæve, mens hun lå på jorden.
På baggrund af efterforskningen, hvor blandt andet kvindens grundige vidneudsagn og nærbetjentenes lokalkendskab spillede ind, er den ældre mand nu sigtet i sagen.